/byggeri

Analyse: Regeringen har ladet det offentlige forfalde for 50 milliarder

Det er gået så hastigt nedad med tilstanden for de offentlige bygninger, kloakker, veje og jernbaner, at der er brug for mindst 100 milliarder kroner for at indhente efterslæbet, konkluderer fagforeningernes økonomer.

Af Torben R. Simonsen, tirsdag 25. aug 2009 kl. 10:21

De seneste otte år, mens Venstre har haft statsministerposten, er de offentlige bygninger i Danmark slidt så meget ned, at det vil koste 50 milliarder kroner at bringe dem på niveau med tilstanden i 2001.

Det konkluderer en analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Den fastslår, at der er brug for over 100 milliarder kroner til renovering af offentlige anlæg.

Det er blandt andet jernbaner, veje og kloakker, der er så nedslidte, at de ikke kan varetage deres funktion uden kraftige investeringer, lyder vurderingen fra fagforeningernes økonomer.

Rådet støtter sig blandt andet til en rapport fra Rambøll, 'State of the Nation 2008', der viser et markant vedligeholdelsesefterslæb i den offentlige sektor. Rambøll-rapporten vurderer, at efterslæbet er på 105 til 220 milliarder kroner.

Den aktuelle afmatning inden for ikke mindst byggesektoren er ifølge AE et glimrende afsæt for en vækstpakke, der skal rette op på fortidens vedligeholdelsessynder.

»Så snart der kommer gang i økonomien igen, vil arbejdskraften gå til den private sektor først. Men lige nu har vi både projekterne og de ledige hænder. Så det er bare med at komme i gang,« siger chefanalytiker Martin Madsen fra AE-Rådet til Information.

Arbejdernes økonomer vil have regeringen til at sætte gang i en vækstplan på 30 milliarder kroner over to år, der foruden bedre vedligeholdelse kan skabe flere job i den kriseramte byggesektor.

Ifølge Rambøll-rapporten, AE støtter sig til, skal der blandt andet bruges 20-30 mia. kr. på jernbaner, veje, broer og havne har brug for 55-120 mia. kr.. Dertil kommer behovet på 30-70 mia. kr. inden for kloak og vandforsyning.

Milliardinvesteringerne vil ikke få den offentlige sektor til at fremstå spritny over det hele, men blot sikre, at myndighederne indhenter det forsømte, så bygningerne kommer i en "god tilstand, hvortil der må forventes en normal løbende vedligeholdelsesindsats for at opretholde tilstanden," som det hedder i analysen.

AE håber, at analysen vil indgå i de kommende finanslovsforhandlinger, der skydes i gang i eftermiddag kl. 13., når finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger regeringens budgetplaner for 2010.



25. aug 2009 kl 11:49

Svend Andersen

Giv bare dem skylden

"De seneste otte år, mens Venstre har haft statsministerposten, er de offentlige bygninger i Danmark slidt så meget ned, ..."

Ja, for de var da i perfekt stand inden. Alt var tip top i orden!

"Det konkluderer en analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.","lyder vurderingen fra fagforeningernes økonomer." dvs. at når det er dem, som har lavet analysen, må det jo passe, for det er helt uvildige.

Helt ærlig, det svarer jo til, at lade S lave et indlæg om V.


25. aug 2009 kl 12:08

Torben Bauer

Re: Giv bare dem skylden

Enig - men indtil i år har VK regeringen så sørget for overskud på statens finanser, hvilket sjældent ses under en S regering.


25. aug 2009 kl 13:01

Søren Fosberg

Re: Re: Giv bare dem skylden

Enig - men indtil i år har VK regeringen så sørget for overskud på statens finanser, hvilket sjældent ses under en S regering.

Hvad nytter det at sikre befolkningens købekraft på bekostning at landets indre værdier. Vores rigdom består ikke kun af de penge vi kan bruge, men også af fast ejendom og infrastruktur.

Mvh Søren


26. aug 2009 kl 17:07

Niels Ole Holck

Re: Re: Re: Giv bare dem skylden

Det er jo ikke svært at sikre et overskud på statens finanser for lånte penge.
Alle ved da efterhånden at mange af de penge der har holdt økonomien i et højt tempo de sidste 8 år, reelt ikke har eksisteret. Stigningen i friværdien de sidste 8 år har jo ikke repræsenteret nogen reel værdi, men har alligevel skabt et kæmpe overforbrug.

Regeringen har med udhuling af ejendomsskatter og tilladelse af nye kreative lånetyper en stor del af ansvaret for denne boble.
Dem der betaler tilbage, er folk der har købt en bolig på et forkert tidspunkt.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.