Øredøvende larm fra DSB-tog: Medarbejderne bør bære høreværn
DSB-ansatte skal bære høreværn, hvis de skal håndtere nogle af DSB's ældste togvogne. Larmen fra vognene overskrider støjgrænserne, viser ny undersøgelse.
Nye målinger viser, at DSB's Bn-vogne larmer så meget, at medarbejderne på togene skal bære høreværn. (Foto: Wikipedia)
Læs også
Læs mere om
Larmen fra DSB's BN-vogne er så høj, at de ansatte skal bære høreværn, når de arbejder med de gamle tog. Det viser støjmålinger, som Urban har lavet i samarbejde med civilingeniør Palle Voss fra AkustikNet.
Resultaterne kommer ikke bag på DSB:
»Vi er meget kede af de støjgener, der er, og vi er da også klar over, at nogle passagerer helt fravælger de gamle tog som transportmidler og finder alternativer. Men resultatet overrasker os ikke. Vi har tidligere målt på vognene selv, og vores resultater ligner jeres,« forklarer DSB's miljøchef Jesper Mølgaard til Urban.
På trods af, at DSB erkender, at togene, der blev leveret i 1970'erne, larmer for meget, så vil det ikke blive obligatorisk for medarbejderne at bære høreværn, oplyser Jesper Mølgaard. Han peger på, at personalet har skiftende opgaver og pauser, der betyder, at de ikke er i larmen i lang tid ad gangen.
Men måske det ville være en god ide for passagererne at sikre sig et høreværn til turen med de gamle DSB-tog, der også går under tilnavnet kreaturvogne.
Overlæge på audiologisk afdeling ved Gentofte Hospital Michael Bille oplyser til Urban, at støjgener kan føre til forhøjet blodtryk
»Vi ved desuden, at mange oplever stress-symptomer eller irritation under så larmende forhold. 85 dB(A) kan dog ikke medføre alvorligere høreskader, hvis man blot udsættes for det et par timer om dagen. Der skal noget mere til,« siger han til Urban.
De forsinkede IC4-tog er hovedårsagen til, at DSB er nødt til stadig at køre BN-vogne. DSB har 127 vogne i brug i øjeblikket.






