Connie Hedegaard får elmåler-rapporter tilbage i hovedet
Politikerne bag energiforliget har sendt tre rapporter om intelligente elmålere retur til Connie Hedegaard. Krav: Giv os en konklusion.
Et eksempel på en intelligent elmåler, som politikerne på baggrund af tre rapporter foreløbig ikke kan blive enige om at tvinge elselskaberne til at sætte op.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Politikerne har bedt klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) om at komme med en konklusion på tre længe ventede rapporter om intelligente elmålere, før de vil tage stilling til, om den slags målere skal være obligatoriske i de danske hjem.
»Rapporterne er udmærkede, men de er svære at tage stilling til uden en direkte anbefaling, og det har vi så bedt ministeren om at komme med,« siger SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard.
Rapporterne blev diskuteret på fredagens møde mellem partierne bag energiforliget, der ikke bragte politikerne nærmere en beslutning.
De tre rapporter er blevet udarbejdet på foranledning af Connie Hedegaard selv.
Den ene handler om, hvorvidt det kan betale sig med intelligent elmåling hos forbrugere med et mindre forbrug end 100.000 kWh årligt.
Rapporten konkluderer, at det ikke samfundsøkonomisk kan hænge sammen lige nu – især på grund af høje priser på styringsautomatik. Men at det på sigt nok vil være en god idé i forhold til indpasning af elbiler og varmepumper i elsystemet.
Den næste rapport kortlægger barriererne i elmarkedet for at få udviklet de tekniske løsninger, og endelig har en arbejdsgruppe foreslået en række funktionelle standarder, som elmålere bør opfylde, hvis de skal understøtte udbredelsen og brugen af det intelligente og fleksible elforbrug.
»Personligt mener jeg, at vi hurtigt skal lave nogle nationale standarder. Mange selskaber står på spring for at sætte nye, intelligente elmålere op, og de skal vide, hvad de har at rette sig efter,« siger Anne Grete Holmsgaard.
Hun tilføjer, at hun godt er klar over, at EU er i gang med at se på fælles standarder, men at det må være muligt at sørge for, at de danske lægger sig nogenlunde op ad EU's overvejelser.
I øjeblikket er der opsat omkring en halv million målere, som kan fjernaflæse elforbruget time for time ude hos forbrugerne. Elselskaberne har planer om at investere i yderligere en million målere.
Timeaflæsning og intelligente elmålere er en forudsætning for mere fleksibelt elforbrug, der kan indrette sig efter produktionen af vedvarende energi.






