Forsker: Moores lov har været gældende siden 1946
Loven om, at antallet af transistorer bliver fordoblet mindst hvert andet år, var allerede gyldig, inden den blev fremsat for 40 år siden, mener amerikansk forsker.
Læs også
Læs mere om
Selv om Intel-stifter Gordon Moore først for 40 år siden fremsatte sin påstand om, at det vil være muligt at fordoble antallet af transistorer på samme areal i løbet af 18 til 24 måneder, så har hans lov været gyldig siden 1946.
Det hævder dr. Jonathan Koomey fra Stanford University i Californien. Han benytter godt nok en lidt modificeret version af loven, hvor man ser på computerkraft per anvendt kWh, hvilket blandt andet skyldes, at den oprindelige Eniac-computer var baseret på radiorør, da transistoren endnu ikke var opfundet i 1946.
Ifølge Dr. Jonathan Koomey viser hans undersøgelse, at computerkraften per anvendt kWh er blevet fordoblet hvert 1,6 år siden 1946 – samt at det er sket som en nogenlunde jævn udvikling, fremgik det af et pressemøde i denne uge.
Jonathan Koomey ser ingen umiddelbar ende på denne udvikling. Han henviser blandt andet til datacentre, der bliver dyrere og dyrere at drive, da op til 50 procent af driftsomkostningerne nu er associeret med levering af strøm samt til køling.
Det skyldes den eksplosive udvikling i processortætheden, der giver meget hurtigere computere, men også større varmeudvikling per areal end tidligere.






