De elektroniske elinstallationer kan være brandfarlige
Af Erik Herse,
fredag 21. aug 2009 kl. 13:35
Glødepærens udfasning sætter elsikkerheden over styr. Ingen har længere overblik over, hvad der virker, og hvad der udgør en sikkerhedsrisiko. Hverken producenter, installatører eller forbrugere – og heller ikke Sikkerhedsstyrelsen.
De sikkerhedsmæssige problemer, som opstår ved glødepærens exit, viser sig nu at værre større end hidtil antaget, skriver elinstallatørernes fagblad electra i det seneste nummer. Hver tredje kombination af sparepærer og elektroniske kontakter som lyssensorer og lysdæmpere giver problemer, hævdes det.
Ofte opstår der brand i sparepæren! Hidtil er andet ikke brændt, men man kan ikke vide hvad der sker i fremtiden, når flere og flere glødepærer udfases. De elektroniske kontakter kan vel lige så godt antændes? Og så ryger ledninger, gardiner og møbler etc. let med!
Forskellige kombinationer af sparepærer, lysdæmpere og lyssensorer er ikke testet, og Sikkerhedsstyrelsen frygter vi kun har set toppen af isbjerget. Forbrugerne har ikke en chance for at vide, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer.”Det har altid været et problem, når man skifter teknologier”, siger producenterne. Selv vil jeg påstå forbrugerne er på ”herrens mark”.
Når nu alle de ”kloge hoveder” nede i Bruxelles beslutter et forbud mod glødepæren af hensyn til miljø og klima, så er det en meget fornuftig handling. Men jeg vil påstå, at det er en yderst letsindig handling ikke at tjekke om en sådan beslutning giver andre problemer, og så se at få dem løst først. Og når det nu konstateres ikke at være gjort, så er det direkte uansvarligt ikke at udskyde forbuddet mod glødepærer, og få standardiseringsmyndighederne på banen, så alle igen kan blive trygge.
Europæerne kan ikke leve med, at sikkerheden ved en tredjedel af de elektriske installationer halter med hensyn til f.eks. brandrisiko.