/energi

Kommune: Vi tør ikke sige, hvornår drikkevandet bliver rent

Greve Kommune troede, at den havde sørget for rent vand fra Tune Vandværk. Men der opstår hele tiden nye ting, når man forstyrrer systemet, siger den tekniske direktør nu.

Af Julie Ring-Hansen Holt, torsdag 20. aug 2009 kl. 16:27

Samtidig med at Greve Kommune præsenterede sin interne redegørelse om den langvarige forurening af drikkevandet i byen Tune, måtte borgerne med sirener advares om, at vandet igen er fyldt med bakterier.

Teknisk direktør i Greve Kommune, Ulla Gramstrup. kan ikke afvise, at de nyfundne E.colibakterier skyldes de resterende fire boringer, som kommunen ikke har krævet lukket. Men kommunen ved endnu ikke med sikkerhed, hvor forureningen stammer fra.

»For et par dage siden troede vi, at vi var ved at være færdige med at rense vandet fra vandværket. Men efter i dag tør jeg ikke sige noget. Der opstår hele tiden nye ting, når man forstyrrer systemet,« siger hun.

Kommunen har tidligere lukket tre boringer – 3, 8 og 9 – for at undersøge for utætheder. Men nu er der fundet en lille mængde E.coli i denne uges prøver, og det er nok til, at kommunen ikke tør lade borgerne drikke vandet.

Vandværket mangler sikkerhedsforanstaltninger
Konklusionerne i den interne redegørelse bliver sat i perspektiv med dagens hændelse.

»I forhold til forurening er det største problem, at Tune Vandværk ikke er koblet til en nødforsyning. Og da værket ikke har noget filter, bliver vi nødt til at reagere så hurtigt på en hændelse som i dag,« siger Ulla Gramstrup.

Kommunen kan ikke bestemme, hvilke tiltag vandværket skal tage, men har tænkt sig at presse på for, at det ender med etablering af et form for filter og en tilslutning til en nødforsyning.

»Det essentielle er, at vandværket skal have en langsigtet strategi,« siger Ulla Gramstrup.

Seks tiltag skal forbedre tilsynet
Generelt har sagen lært kommunen, at den fremover skal være i tættere dialog med alle vandværker for at afklare, om de for eksempel har sikret sig mod klimaændringer.

For kommunens eget vedkommende er redegørelsen mundet ud i seks tiltag, som teknik- og miljøudvalget skal tage stilling:

- Bedre dialog med vandværkerne
- Opstramning af den administrative praksis, så analysedata med alvorlige fejl fører til handling
- Opdatering af vandværkernes beredskabsplaner
- Kommunen vil arbejde for, at det bliver obligatorisk for vandværkerne at være koblet til en nødvandforsyning
- Kvalitetsstyringssystem, så kommunen har bedre styr på sagsbehandlingen
- Kommunen vil arbejde på at styrke en national strategi på vandforsyningsområdet



21. aug 2009 kl 11:45

Torben Sønnichsen

kommuner kan ikke magte opgaven

Mon ikke snart de fleste vandforbrugere synes at der er ved at vaere farcelignende tilstande i dansk vandforsyning.
Hverken KL eller Danva kommenterer skandalen.
Og vandforbrugerne bliver holdt hen med daarlige undskyldninger.
Hvornaar kan vi forvente et indgreb fra en siddende Miljoeminister, der er tavs som graven.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk