Sommerferielæsning: Gys med kreationisterne i Pennsylvania
Ah! Sommerferielæsning. For nogle byder sommeren på læsning af billige krimier mens regnen siler ned omkring sommerhuset, men for mig har sommeren i år budt på en rigtig gyser, heldigvis efterfulgt af et rationalistisk plaster på såret.
Først gyseren: ”40 Days and 40 Nights”, af Matthew Chapman. Bogen, der udkom i 2007 fortæller den, desværre, evigt aktuelle historie om evolution kontra kreationisme, her specifikt historien om en retssag der foregik i 2005 i Dover, Pennsylvania, Kitzmiller vs. Dover Board of Education.
Kitzmiller er en af de mange forældre der rejste sagen mod Dovers demokratisk valgte skolebestyrelse, der havde vedtaget at der skulle læses en erklæring op inden biologitimernes undervisning i evolution. Erklæringen advarer om, at evolutionsteorien kun er en teori, ikke er faktum, er under stadig afprøvning som flere beviser fremkommer, og at der er huller i teorien hvor beviser mangler. Desuden henviser den til en bog, som eleverne kan læse hvis de vil se ”et alternativ”. Bogen handler selvfølgelig om ”intelligent design”, der som bekendt en stueren, videnskabs-agtig version af kreationisme (altså troen på Bibelens skabelsesberetning som videnskabelig sandhed).
Det var erklæringens påstande og hensigt der blev afprøvet under retssagen, og det lyder sikkert rimelig tørt. Det ville det måske også være i selskab med en anden forfatter, men den sprælske Chapman gør det nærmest til en farce, uden at blive usaglig på nogen måde. Som han skriver et sted kan han nemlig lide næsten alle mennesker han møder, også dem han er uenig med, og det smitter af på bogen. Desuden kan man godt sige at han har en personlig aktie i hele sagen – han er nemlig selveste Charles Darwins tipoldebarn.
Dommen var i sidste ende at der ikke er noget videnskabeligt problem med evolutionsteorien, og at ”intelligent design” ikke er nogen alternativ forklaringsmodel, ikke er videnskab men er religion. Og det endda selv om dommeren er udpeget af indskrænkethedens skytsengel, ex-præsident Bush. Så når enden er god er alting vel godt? Hvorfor er dette her en gyser?
Det er det fordi der i USA (og også f. eks. i den muslimske del af verden) findes nogle stærke kræfter der arbejder utrætteligt for at underminere rationalitet og videnskabelig tænkemåde og sætte religion i stedet. Problemet er at de er ret effektive: i en amerikansk meningsmåling fra 2005 svarer 54% at de ikke tror mennesket blev udviklet fra tidligere arter.
Selv om vi nu har Obama ved roret, og han jo har erklæret at der er brug for videnskab, ikke tro, når der skal tages vigtige beslutninger, så ændrer det ikke på at vi rationalister til stadighed er oppe mod de føromtalte undergravende kræfter. Det har Richard Dawkins på eleganteste vis belyst i ”The God Delusion”, der udkom i 2006, og findes i dansk oversættelse. Ud over et kapitel der koncist gennemgår beviserne for evolution, så det må stå klart for enhver at det er den eneste mulige forklaring vi til dags dato er i besiddelse af, så indeholder bogen kapitler om hvorfor religiøsitet findes (hvad det er ved hjernens virkemåde der gør at religiøse forklaringer kan appellere til i hvert fald nogle mennesker), hvordan religion afstumper tænkningen hos individet, og hvor moral kommer fra (da den tydeligvis ikke kommer fra religionen).
Jeg vil anbefale denne bog på det varmeste, jeg ville faktisk ønske at alle læste og forstod den, især de amerikanske bibelfolk og Talibanerne! Den repræsenterer netop videnskaben som det Carl Sagan kaldte et lys i mørket.
Som et andet lyspunkt her til sidst synes jeg lige I skal have historien om Steve-o-meteret med. Det er projekt National Center for Science Education startede som svar på en liste over kreationistiske videnskabsfolk (eller i hvert fald folk der er ansat ved universiteter) der ikke tror på evolution. Der var vel nogle få hundrede på listen. Steve-o-meteret er en liste over videnskabsfolk der hedder Steve eller Stephanie (hvilken kun er omkring 1% af befolkningen i USA) der står bag evolution som den bedste forklaringsmodel. Steve-o-meteret rundede for få måneder siden Steve nr. 1000, såmænd en herre ved navn Steve Darwin, professor i økologi og evolutionær biologi ved Tulane University (og ikke beslægtet med Charles). I dag står Steve-o-meteret på 1099 - sæt selv to nuller efter.











