En plade, der kan efterligne friktionen i forskellige typer underlag, hjælper forsker på Aalborg Universitet med at målrette sportssko til eksempelvis kunstgræs eller trægulve.
Ved hjælp af avanceret hydraulisk udstyr er det lykkedes lektor Uwe Kersting på Aalborg Universitet at efterligne den udskridning, der sker, når en idrætsudøvers sko rammer forskellige typer underlag. Det har sat ham i stand til at studere de belastninger, som personens led udsættes for.
Mange idrætsskader kan nemlig undgås, hvis idrætsudøverne bruger fodtøj, der er optimeret til underlaget, påpeger lektoren, som gennem det seneste halvandet år har forsket i de mekanismer, der kan føre til vridskader.
»Tidligere undersøgelser har vist, at kunstgræs kan give flere skader for sportsudøveren end almindeligt græs, men man glemmer i disse undersøgelser at se på, hvilket fodtøj der bliver brugt. Det er vigtigt, at fodtøjet passer til underlaget,« siger Uwe Kersting.
Han bakkes op af Lars Konradsen, der er overlæge og bestyrelsesmedlem i Dansk Idrætsmedicinsk Selskab.
»Det tror jeg, han har ret i. Vridskader opstår ofte ved, at foden hænger fast i underlaget. Her spiller fodtøjet afgjort en rolle,« siger han.
Udstyr efterligner forskellige underlag
Men for at optimere fodtøj til specifikke underlag kræves mere viden om samspillet mellem fodtøj og underlag. Derfor har Uwe Kersting ved hjælp af avanceret hydraulisk udstyr testet dette samspil ved forskellige bevægelser som vendinger og opbremsninger.
»Der vil altid være en vis skridning, når skoen rammer underlaget,« forklarer Uwe Kersting.
»Ved hjælp af vores udstyr er vi i stand til at efterligne forskellige slags overflader og derved observere, hvordan udskridninger på disse overflader påvirker kroppens led.«
Det udstyr, som Uwe Kersting benytter til sine forsøg, består af en plade monteret på hydrauliske elementer, der tillader pladen at glide præcis i den grad og retning, som ønskes. Maskinen kan indstilles til at efterligne absorberingen i et givent underlag, og når pladen herefter glider meget kortvarigt til den ene side, observeres vridningsmoment og belastning af leddene ved denne bevægelse.
På denne måde er det muligt at vurdere, hvordan underlag og fodtøj påvirker risikoen for at pådrage sig en skade.
Hyppigste skader
Uwe Kersting understreger, at der stadig er et stykke vej, inden der kan drages nogen endelige konklusioner ud fra testresultaterne. Han håber dog, at hans forskning i fremtiden kan bruges til at målrette sportsudstyr til specifikke underlag og til at udvikle træningsmetoder, der forebygger skader. Det glæder Lars Konradsen.
»Vridskader som for eksempel ankelskader er blandt de hyppigste skader i en lang række idrætsgrene, og det er jo generelt altid bedre at forebygge end at helbrede,« siger han.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »