Forhandler: Fiskers sportsvogn til Danmark til afgiftsfri spotpris
Bildesigneren Henrik Fiskers plugin-hybridbil Karma skal fritages for afgift som andre elbiler, fordi selve fremdriften sker ved ren eldrift, mener den danske forhandler, Nellemann. Nu skal Skat overbevises.
Læs også
Læs mere om
590.000 kr. plus moms, men helt og aldeles uden afgifter.
Det bliver ifølge den danske importør af Henrik Fiskers plugin-hybridbil Fisker Karma den pris, som danske ejendomsmæglere, vekselerer, nyhedsoplæsere og andre fra øvre halvdel af den kreative klasse skal betale for at blive indehaver af et af tidens mest hypede køretøjer.
»Og det er som bekendt nogenlunde det samme som en god udgave af Audi A6 med lidt ekstraudstyr,« siger direktør Jacob Nellemann fra Fisker-forhandleren Nellemann.
Han er overbevist om, at Skat bliver tvunget til at give el-sportsvognen fuld afgiftsfritagelse lige som Think, Tesla Roadster, Kewet, Reva og alle de andre kendte elbiler. Skat kan nemlig – ifølge Nellemann – ikke bare placere hybrid-sportskupeen i samme kategori som andre hybridbiler, hvis batterier kan oplades i stikkontakten. De betaler fuld registreringsafgift.
Bliver ikke drevet frem af en forbrændingsmotor
»Fisker Karma kommer altså ikke på noget tidspunkt til at blive drevet frem af en forbrændingsmotor,« fremhæver Jacob Nellemann.
Han peger på, at Karma under kølehjelmen har en benzindrevet ladegenerator, der med Henrik Fiskers ord fungerer som »range extender«. Den oplader batterierne, når strømmen er ved at løbe ud.
»Men det ændrer ikke ved, at al fremdrift vil ske via elmotoren. Forbrændingsmotoren driver ikke nogen aksel på bilen, den driver kun en generator, som producerer strøm, og det er en vigtig forskel,« understreger Jacob Nellemann.
Det samme gælder andre kommende hybridbiler, først og fremmest General Motors Volt-model, så danskerne får mange afgiftsfrie biler at vælge mellem de kommende år, hvis Nellemann får sin vilje hos Skat.
Forhandleren er i øjeblikket ved at samle og udarbejde alt det tekniske materiale, som skal overbevise embedsmændene fra Skat om, at Fisker Karma er en fuldblods elbil.
Har du fået foreløbige tilbagemeldinger?
»Det tekniske personale i Skat giver mig ret i mine synspunkter. Dem, som ikke er teknikere, og som er mest interesseret i at inddrive afgifter, er foreløbig mere tøvende. Men det skal nok lykkes os at overbevise dem,« siger Jacob Nellemann.
Hvad sker der, hvis Skat ikke vil acceptere afgiftsfritagelse, så længe der ligger en ladegenerator under motorhjelmen?
»Så må vi pille den ud, og så vil bilen jo koste det samme,« siger Jacob Nellemann.
I så fald skal ejerne af luksus-bilen dog ikke på langfart, for Fisker Karma har som udgangspunkt en 4-cylindret forbrændingsmotor og lithium-ion-batteripakke. Bilen kan kun køre de første 80 km på ren el-drift efter en opladning natten over.
Hvis turen er længere, træder ladegeneratoren til hjælp og genererer strøm til el-motoren, samtidig med at der sker en regenerering af bremseenergien til akkumulatorerne.
Henrik Fisker foretog forleden den første, offentlige prøvekørsel af sin lave og brede firedørs-coupe.
De første biler forlader fabrikken i Finland i slutningen af i år og forventes leveret i maj eller juni 2010. Efter sigende er der forhåndsbestilt 1.400 biler til en pris, der i USA ventes at blive 460.000 kroner.
Elbiler er afgiftsfritaget i Danmark, foreløbig frem til 2012.






