Flækket gasledning i komfur årsag til alvorlig eksplosion
En produktionsfejl i et eksklusivt komfur var årsag til den gaseksplosion, som 6. august gav en halvandet år gammel dreng alvorlige forbrændinger, fastslår Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.
Læs også
Læs mere om
En defekt gasledning i et komfur er den sandsynlige årsag til, at et gaskomfur eksploderede under familie-madlavningen 6. august i landsbyen Reerslev ved Hedehusene vest for København. Det oplyser Vestegnens Politi til Ingeniøren.
Politiet har haft resterne af gaskomfuret til analyse hos Dansk Brandteknisk Institut, som nu er nået frem til den konklusion, at en gasledning inde i selve komfuret har haft en alvorlig konstruktionsfejl, der har medført, at ledningen til sidst er flækket og gassen sivet ud.
De brandtekniske eksperter har imidlertid ikke kunnet fastslå den udløsende faktor med sikkerhed, men en sandsynlig årsag er, at den halvandet år gamle dreng har trykket på komfurets tændingsmekanisme, som efterfølgende har antændt gassen.
Dermed mener politiet også at kunne udelukke, at ulykken skyldes en VVS-fejl som f.eks. forkert montering eller dårlig vedligeholdelse.
Vestegnens Politi forventer ikke, at der herefter skal foretages yderligere i sagen, men vil endnu ikke udelukke muligheden for, at der skal iværksættes undersøgelser af gaskomfurer af lignende fabrikat.
Der var tale om et relativ nyt komfur af det særdeles eksklusive mærke Ilve.






