/transport

Selv på svovlfattig olie udleder skibene tonsvis af partikler

Det er langt fra tilstrækkeligt at sænke svovlindholdet i skibenes brændstof, hvis vi skal af med partikelforureningen, viser amerikanske forsøg. Ifølge en dansk miljøforkæmper er der ingen vej uden om at rense røgen.

Af Nicolai Østergaard, onsdag 19. aug 2009 kl. 08:39

Forskere fra Californiens Air Resources Board (ARB) har for første gang undersøgt, i hvor høj grad svovlfattig bunkerolie til skibe eliminerer partikelforureningen i skibenes røggas.

Den er møgbeskidt i en grad, så alene A.P. Møller - Mærsks flåde udleder lige så meget svovldioxid som ni milliarder personbiler.

De foreløbige amerikanske resultater, som netop er blevet refereret af organisationen Sustainable Shipping, tegner et mudret billede af forsøgene på at nedbringe forureningen ved at fjerne noget af svovlen fra olien i skibenes tanke.

Dyr olie er ikke meget bedre
De amerikanske forskere har undersøgt partikelforureningen fra skibe, der sejler på traditionel såkaldt tung fuelolie med et svovlindhold på 2,5 pct., og skibe, der sejler med den meget renere såkaldte destillatolie (marine diesel oil), hvor svovlindholdet typisk ligger på ca. 0,1 pct. Den renere destillatolie er til gengæld meget dyrere.

Forskerne konstaterer, at der ganske vist er en tendens til, at skibene på den rene destillatolie udleder færre partikler, men at den er ikke særlig tydelig.

Derefter kiggede de på den såkaldte LSFO (low sulphur fuel oil), hvor svovlindholdet ikke overstiger 1,5 procent, men heller ikke over for den giver den dyre destillatolie signifikante reduceringer i den udledte mængde partikler.

Baggrunden for undersøgelsen er krav om, at skibe, der sejler i særligt følsomme kystområder, skal have brændstof med et maksimalt svovlindhold på 1,5 procent i tankene. Det falder til 1 pct. i 2010 og 0,1 pct. i 2015. Kravene gælder blandt andet i Øresund.

Sænker trods alt udslippet af svovldioxid
Forskerne er imidlertid omhyggelige med at slå fast, at resultaterne ikke kan bruges til at rejse tvivl om det fornuftige i at stille krav til skibsfarten om at bruge svovlfattigt brændstof.

De understreger, at det er beviseligt, at det svovlfattige brændstof er et effektivt redskab til at reducere forureningen med både kvælstofilter (NOx) og SOx. De konkluderer, at det med sikkerhed kan konstateres, at det samlede forureningsniveau er fem gange lavere fra skibe, som sejler på destillatolie frem for tung bunkerolie, selv om det ikke har den store effekt på mængden af partikler.

Samlet vurderer de amerikanske forskere derfor, at kravet om renere olie i tankene på skibene langs kysterne vil sænke den generelle partikelforurening med ca. 30 pct.

Det Økologiske Råd: Skibs-røgen skal renses
Ph.d., civilingeniør og ekspert i partikelforurening i Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen, mener, at de nye forskningsresultater understreger, at kravet om svovlfattigt brændstof til skibe i kystnære områder kun er et begrænset middel mod de mange dødsfald, som hvert år kan tilskrives forureningen fra skibstrafikken.

»Det lavere svovlindhold i brændstoffet vil begrænse partikelforureningen fra skibene. Men man skal ikke tro, at effekten er lineær og dermed lige så markant, som man skulle tro, når man sænker det maksimale svovlindhold fra 1,5 til 1 og helt ned til 0,1 pct. Vi må nok nøjes med at konstatere, at partikelforureningen kan sænkes til et lavere niveau ved hjælp af svovlfattig fuelolie, men at der fortsat vil være en del partikelforurening tilbage.«

Kåre Press-Kristensen mener derfor, at forskningen i den kommende tid vil understrege, at svovlfattig fuelolie kun er en del af løsningen på skibenes forurening og skal suppleres med andre teknologiske tiltag om bord på skibene.

»Mest oplagt ved hjælp at scrubber-teknologi (røggasrensning i skibets skorsten ved hjælp af vand, red.), som beviseligt er en langt mere effektiv teknologi mod partikler,« siger Kåre Press-Kristensen.



19. aug 2009 kl 10:14

Michael Pedersen

Vurder kvalitet af data

Før man drager for mange konklusioner ud fra CARBs undersøgelse, bør man lige læse rapporten.

CARB-forskningen, der henvises til, er formodentlig rapporten http://www.arb.ca.gov/msei/off....pdf, der samler resultater fra 10 forskellige PM målekampagner. De fleste af dem af ældre dato.

Hvis man ved lidt om hvor svær PM måling er, specielt når der er svovl i brændstoffet, er det ikke svært at forudsige, at man ikke vil se sammenhængen mellem svovl og PM mængde.

Som CARB selv skriver i rapporten, er der en del faktorer, der betyder at resulaterne er svære at sammenligne. Desuden er der fejl i en del af forsøgene.

En mere troværdig undersøgelse er citeret i www.transportenvironment.org/d....pdf figur 7.6 på side 146, hvor der ses en fin lineær sammenhæng. Ganske som man må forvente.

Det betyder naturligvis ikke, at både lav svovl og scrubbere er en fordel for miljøet.


19. aug 2009 kl 10:44

Michael Pedersen

Re: Vurder kvalitet af data

korrektion: det er figur 7.6 på side 142.


19. aug 2009 kl 12:25

avatar

Kim Johannsen

Saglighed?

En ting er, at resultaterne i rapporten fra CARB måske ikke engang er korrekte, men lad os et øjeblik se bort fra det og antage, at CARB's resultater holder.

Jeg undres over artiklen og dens vinkling: CARB-rapporten beskriver, at udledningen af partikler er den samme for "destillatoile" (også kendt som diesel) som for bunker fuel. Rapporten understreger derudover, at emissionerne af SO2 og NOx reduceres så meget, at det samlede forureningsniveau er 5 gange mindre for diesel end for bunker fuel. Hvordan får ing.dk det til "Selv på svovlfattigt olie udleder skibene tonsvis af partikler" og "Den er møgbeskidt i en grad, så alene A.P. Møller - Mærsks flåde udleder lige så meget svovldioxid som ni milliarder personbiler".

Og hvorfra kommer tallet "ni milliarder personbiler"?

Alt andet lige er overgangen fra bunker fuel til diesel et positivt skridt med væsentlig reduktion af emissionen af SO2 og NOx.

Jeg vil godt opfordre til, at man fra ing.dk's side overvejer en mere saglig vinkel til historier som disse istedet for at gribe til lette og sensationsprægede fortolkninger.

Yderligere: Nu er jeg ingenlunde ekspert i partikel-emissioner, men at partikel-emissionen (muligvis) ikke er mindsket i tilsvarende grad, er måske endda et lille problem. Så længe skibene befinder sig på verdenshavene, er der vel intet problem i at skibene udleder partiklerne?! Er der lavet undersøgelserne over, hvor langt disse partikler bevæger sig fra emissionskilden? Og når skibene ligger i havn, er emissionen vel væsentligt mindre end den gennemsnitlige emission, da motorerne kun kører begrænset kraft eller skibet kun bruger hjælpemotorerne? Er der lavet specifikke målinger på emissionerne fra skibe, der ligger i havn?


19. aug 2009 kl 16:17

Henrik Eismark

SO2-fælden

Jamen afkøler SO2 ikke atmosfæren og afbalancerer CO2 og methan osv?

Så rensning af røgen vil få temperaturen på kloden til at stige?

Måske skulle man vente til Lomborgs stolte flåde er på vingerne?


19. aug 2009 kl 16:28

Anders Jakobsen

Re: SO2-fælden

Jamen afkøler SO2 ikke atmosfæren og afbalancerer CO2 og methan osv?

Så rensning af røgen vil få temperaturen på kloden til at stige?

Måske skulle man vente til Lomborgs stolte flåde er på vingerne?

SO2 fælden er netop den rigtige beskrivelse af den idé: For at forurene må vi forurene noget mere.

Lidt som at drikke en flaske lud efter at have drukket en flaske syre, for ligesom at optynde tingene nede i maven (i stedet for at lade være med at drikke syre i første omgang og overveje at pumpe syren).

Og Lombors skibe kommer ikke på vingerne før grise har lært at flyve.


20. aug 2009 kl 14:50

Jan Boier Pedersen

Re: Saglighed?


Og hvorfra kommer tallet "ni milliarder personbiler"?

De ni milliarder personsbiler har tidligere været omtalt i dette tidsskrift, bla. her: http://ing.dk/artikel/85460-ma...iler
Så vidt jeg kan forstå er det veldokumenteret og omtale heraf kan næppe være usagligt eller sentasionelt


21. aug 2009 kl 13:51

avatar

Kim Johannsen

Re: Re: Saglighed?

Jeg har læst den nævnte artikel, og jeg undrer mig stadig lidt over den sammenligning.

Men selvom den sammenligning "holder vand" synes jeg nu stadig, at der er et temmeligt langt (og en anelse sensationslystent) skridt fra en rapport, der melder om uændret partikel-emission og et totalt forureningsniveau 5 gange lavere til de citater og udtryk, der er anvendt i artiklen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.