/produktion

Advarsel: Livsvigtige blodsukkermålere viser skrup-forkert

Diabetikere risikerer at dø, fordi nogle af markedets mest udbredte blodsukkermålere giver forkerte resultater i forbindelse med glykoselignende sukkerpræparater. Forkasteligt at sælge den slags målere, siger dansk professor.

Klik for at se billedet i stort

Diabetespatienter, som behandles med dialyse, får væsker, der indeholder maltose. Det burde ikke være problematisk, men det bliver det, hvis blodsukkeret derpå måles med helt almindeligt udstyr, som forveksler maltosen med glykose i blodet. Siden 2008 er seks amerikanske patienter døde efter sådanne fejl. (Foto: Wikipedia)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, onsdag 19. aug 2009 kl. 08:12

Den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA advarer alle sukkersygepatienter mod at benytte helt almindelige blodsukkermålere, som kan give helt forkerte målinger.

Det kan medføre bevidstløshed eller død, hvis en diabetiker fejltolker sit blodsukkerniveau og efterfølgende går i koma uden at være i nærheden af folk, der kan hjælpe. Der kan også forekomme hjerneskader.

FDA advarede første gang i 1997, men siden har der været 13 dødsfald i USA, hvoraf de seks er forekommet siden 2008. Derfor gentager FDA nu advarslen, skriver nyhedsbureauet Associated Press.

Målerne er af typen GDH-PQQ (glucose dehydrogenase pyrroloquinoline quinone), og problemet opstår, når patienterne får præparater, som indeholder eller omsættes til glykoselignende sukker, såsom maltose, galactose eller xylose.

Disse sukkertyper medfører, at blodsukkermåleren giver en falsk, høj måling, så patienten risikerer for lavt blodsukker, for eksempel ved at tage for meget insulin.

De glykoselignende sukkerarter findes i flere slags medicin, og især patienter, som er i dialysebehandling, får medikamenter med maltose.

De misvisende blodsukkermålere, som gennem de seneste 12 år har været årsag til 13 amerikanske dødsfald, produceres af en række store medicinalfirmaer såsom Roche Diagnostics, Abbott Diabetes Care og Home Diagnostics. Mærkerne omfatter produkter som Accu-chek Comfort Curve test strips, Freestyle test-strips og Truetest test-strips.

Professor Henning Beck-Nielsen, som er ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Syddansk Universitet, kalder det »yderst risikabelt« at benytte målerne.

»Man bør slet ikke sælge sådan nogen, når der allerede er en advarsel på dem. Lavt blodsukker, det er jo farligt. Der findes klart andre blodsukkermålere, der virker bedre, så man behøver ikke bruge dem, der viser forkert. Her på hospitalet bruger vi en type, der hedder Medisense Exceed, som ikke måler maltose,« siger han.

Henning Beck-Nielsen oplyser, at markedet for blodsukkermåling er gigantisk.

»Der er 250 millioner diabetikere, som skal måle blodsukker hver dag, så det er jo et kæmpemarked.«



19. aug 2009 kl 09:39

avatar

Steen Jensen

Målersvigt

Ja, mange blodtryksmålere har samme problem, fordi de viser forskelligt fra måling til måling.


19. aug 2009 kl 13:05

Søren Rasmussen

Re: Målersvigt

mange blodtryksmålere har samme problem, fordi de viser forskelligt fra måling til måling

Eller også (mere sandsynligt) svinger dit blodtryk fra gang til gang, det kan svinge fra 80/120 til 110/180 eller mere på få sekunder (hvis du skulle møde en isbjørn i din opgang eller (mere sandsynligt) træder ud foran en lastbil og er ved at blive kørt over).


19. aug 2009 kl 14:03

avatar

Steen Jensen

Re: Re: Målersvigt

Næppe, hvis man sidder stille i en stol og laver målinger.
Det er derfor en doktor, som regel bruger sit gode gamle kviksølv-meter.


19. aug 2009 kl 14:58

Morten Jørgensen

Re: Re: Re: Målersvigt

Der er så sandelig stor forskel på om man måler blodtrykket derhjemme eller hos lægen.

Min egen læge siger selv at den psykologiske faktor ved ved at være hos lægen altid giver et højere målt blodtryk end hvis man måler det derhjemme.

Dette er også min egen erfaring.


19. aug 2009 kl 15:38

Henning Ettrup

Re: Re: Re: Re: Målersvigt

Det handler ikke om blodtryk - men blodsukker - hvilket er noget helt andet. Det er for diabetikere afgørende vigtigt, at kende til deres blodsukker, for at kunne regulere og dosere insulinforbruget.

mvh.


19. aug 2009 kl 15:58

Johan-Albert Boye

Re: Re: Re: Re: Re: Målersvigt

Hende der normalt måler blodtrykket hos min læge, er sexet som ind i hel.... Så nu venter jeg hver gang til den mandlige har tid, for at få et normalt målerresultat.


20. aug 2009 kl 09:18

Morten Andersen

250 millioner?

Kan det virkelig passe at der er 250 millioner diabetikere - som er rige nok til at måle blodsukker hver dag? Det er jo 1/20 af hele verdenens befolkning.

Mvh Morten


21. aug 2009 kl 17:47

Lars I. Nielsen

Re: Målersvigt

Det handler ikke om blodtryk - men blodsukker - hvilket er noget helt andet.

Ja, blodsukkerindholdet svinger normalt ikke fra minut til minut, medmindre man da propper sig med druesukker eller lignende :)

Men det er sq da stærkt bekymrende hvis jeg som diabetiker ikke kan stole på min måler !

Ift. blodtryksmåling, så har jeg i øvrigt oplevet, at måleresultaterne bliver væsentligt mere stabile hvis man faktisk gør som lægen også siger, at tage den med ro i 5 minutter før man måler.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.