Danmark kan spare syv procent af strømmen med sparepærer
En ny undersøgelse viser, at det danske elforbrug til belysning falder fra 2,8 milliarder til 800 millioner kilowatttimer om året, hvis både private, virksomheder og det offentlige skifter til elsparepærer og LED.
Der er enorme besparelser at hente ved at skifte glødepærerne ud med elsparepærer og moderne LED-lysdioder.
Det viser en undersøgelse, som IT-Energy har gennemført for elselskabernes organisation, Dansk Energi, i anledning af, at EU fra 1. september forbyder glødepærer, i første omgang af den matte slags.
Ifølge undersøgelsen bruger de danske virksomheder, boliger og offentlige organisationer i dag 2,8 milliarder kilowatttimer årligt til belysning. Skifter alle til elspareteknologier, falder det til 800 millioner kilowatttimer.
Ifølge Dansk Energis medlemsblad svarer faldet til syv procent af det danske elforbrug. Brancheforeningen har regnet ud, at besparelsen alene er tilstrækkeligt til at forsyne 30 procent af bilparken med strøm, hvis der er tale om el- i stedet for benzin- eller dieselbiler.
»Besparelser i den størrelsesorden er realistiske inden for fem til ti år. Sparepærerne er der allerede, og udviklingen af LED går stærkt. Perspektiverne er store i både Danmark og Europa,« siger energisparekonsulent Richard Schalburg fra Dansk Energi til medlemsbladet.
De traditionelle elsparepærer bliver ofte kritiseret, fordi de skjuler en del af farvespektret. Det problem har lysdioderne ikke, at det er ifølge Dansk Energi inden for det område, at den største udvikling vil ske, frem mod at EU helt forbyder alle glødepærer om syv år.
Philips oplyser, at selskabet allerede nu har en LED-kilde på markedet, der giver 100 lumen for hver watt. Det hollandske selskab forventer at komme over 200 lumen per watt i løbet af de næste ti år. Til sammenligning kommer der 53 lumen per watt fra en traditionel sparepærer.
Megaman, en anden af de store lyskilde-producenter, fremhæver over for elselskabernes medlemsblad, at et af problemer med LED-pærerne, varmeudviklingen, er ved at være væk.
»Varmeudviklingen fra LED-dioderne har hidtil medført, at pærer med højere effekt end tre watt ikke har kunnet anvendes, eftersom varmen har skadet elektronikken. Det har gjort stærkere pærer umulige og medført, at LED-belysning kun har kunnet anvendes til dekorations- og effektbelysning,« forklarer administrerende direktør Jørgen Rønje fra Megaman.
Nu har Mageman imidlertid sendt en ny serie af LED-dioder på 15 watt på markedet, og de er ifølge selskabet selv så gode, at de ikke kan skelnes fra halogenspots.






