blogs kategori-billede

Cradle to Cradle

Af Nanna Skytte,  mandag 17. aug 2009 kl. 09:09

(Af gæsteanmelder Nanna Skytte)

I stedet for at mindske skaderne på vores omverden, må vi ændre hele designprocessen for den industrielle produktion, siger forfatterne til en moderne klassiker inden for miljøbevægelsen

Traditionelt set har mange af 'de grønne' (økologer, Greenpeace osv.) stået for en tilgang der bedst kan udtrykkes med mottoet »save the planet - kill yourself«. At mennesker skal holde op med at få børn, holde op med at forbruge, og i det hele taget bare lade være med at være her.

Det er selvsagt hverken en populær eller holdbar metode. Et kirsebærtræ eller en myretue skal heller ikke lade være med at være der, eller holde op med at forbruge eller lave affald. Forskellen mellem mennesker og myrer er dog, at sidstnævntes forbrug og affald indgår naturligt i Jordens cyklus. Det kunne vores forbrug og affald også gøre, hvis vi tænkte os om, og begyndte at se os selv som en naturlig del af livet på Jorden. Vi hører til her! Vi kan ikke bare skride fra festen, og crashe en anden, når vi har drukket al sprutten det første sted.

Den internationale bestseller Cradle to Cradle: Remaking the Way We Make Things argumenterer for en materiale-reinkarnation, hvor målet ikke nødvendigvis er mindre vækst, men anderledes vækst, hvor produkter ikke sendes i graven efter endt udløbsdato (cradle to grave) men sendes videre til en ny begyndelse (cradle to cradle).

I stedet for at lade metaller og andre råstoffer fra 'technosfæren' gå til spilde, kan man lade industrien have ejerskab til råstofferne i deres produkter, og udnytte dem igen, til et ligeværdigt produkt (upcycling i stedet for recycling eller downcycling).

Bogens centrale pointe er, at en reduktion af ubrugeligt affald bare ikke er godt nok. Lige meget hvor meget vi skærer ned på forbrug og forurening, vil det stadig ligge uden for den naturlige cyklus - degraderingen af kloden vil bare gå langsommere. ”Less bad is no good,” formulerer forfatterne William McDonough og Michael Braungart det i bogen. Der er i stedet brug for en helt ny tilgang, hvor affald ikke er affald, men råstoffer eller mad til en anden del af cyklussen. Ellers vil vi bruge og ødelægge alt, bare i et lidt langsommere tempo.

To metabolismer

Recycling er ofte downcycling - dvs. når et produkt genbruges, er det næste produkt af ringere kvalitet, fordi det ikke er tænkt som genbrugeligt fra starten af. Et eksempel er metallet i biler, der ikke kan skilles ad, og bliver derfor blandet sammen når bilen er udtjent. Dette resulterer i et ringere produkt, der ikke kan bruges til at lave biler af, men må bruges til noget andet og mindre raffineret.

Et andet eksempel er PE flasker – de kan genbruges til fleece trøjer, men hvad med fleece trøjen? Den kan ikke genbruges til flasker, men kan kun smides ud. Så det er reelt downcycling.

Vi tilhører to metabolismer - den ene er biosfæren, den biologisk 'fordøjelsesproces' - hvor alt er organisk, og kan komposteres, spises og indgå i naturens kredsløb. Den anden er technosfæren - industriens cyklus - som skal lære at gøre ligesom biosfæren, således af intet er tabt og produkterne fra starten er tænkt til at kunne genbruges.

Tanken om et jomfrueligt produkt, ingen andre har haft før, og som ingen bruger efter mig skal droppes, forklarer forfatterne. Man skal ikke eje 'ting', men deres 'service'. I stedet for at købe et tv, køb en service, f.eks. 10.000 timers tv, og få opgraderet dit tv til en nyere model for et mindre beløb (producenten får det gamle, og kan genbruge delene til et nyt). Slip for problemer, når ting går i stykker, da materialerne er noget værd for producenten.

Vores huse, byer og transportmidler kan indgå som et positivt element, noget der giver noget til omgivelserne i stedet for at ødelægge dem. Græs på taget, sko der frigiver frø når man går, biler der frigiver vanddamp - gode ideer er der nok at tage af.

Michael Baumgart og William McDonough
Cradle to Cradle – Remaking the Way We Make Things
196 sider, Vintage Books, 2008 (2002)




Anmeldelser:
Grist
The Guardian
Faculty of Law, Cambridge University
Vugge til vugge



18. aug 2009 kl 09:16

avatar

Ralph Sylvestersen

Udstødsrøret og..

Ja, der er i den grad brug for en mere helhedsorienteret opfattelse af forbrug.

Jf. fx denne sammenlignende beregning af det energiforbruget i persontransportsektoren;

http://www.iop.org/EJ/article/...47af


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.