For første gang har har man fra Jorden kunnet følge skyformationerne i Saturn-månen Titans troposfære.

Fra to teleskoper har astronomer kortlagt tropiske skyformationer, og de mener, at denne type ækvatoriale skyer kan være med til at forklare dannelsen af de metanskabte kanaler og floder, der blev fundet på overfladen tæt ved stedet, hvor Hyugens-rumsonden landede i 2005.

Observationerne er blevet foretaget med Gemini North-teleskopet og Nasas infrarøde Irtf-teleskop. Astronomer så skyerne blive dannet ved ækvator og de sydlige polarområder.

Observationernen bliver offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Nature under titlen »Storms in the tropics of Titan«.

»Denne type af dramatiske vejrforhold er sjældne på Titan, og varer kun nogle få uger,« siger Henry Roe fra Lowell Observatoriet.

I løbet af to år foretog gruppen af astronomer fra Lowell Observatoriet, University of Arizona og Caltech observationer med Nasas tre meter infrarøde teleskop Irtf og Gemini Norths otte meter teleskop.

I løbet af denne periode, der dækker den sidste halvdel af foråret på Titans’ nordlige halvkugle, så man bemærkelsesværdigt få skyer.
Den 13. april sidste år skete der pludselige en dramatisk stigning i skydannelsen. Billeder viste at skyerne begyndt omkring 30 grader syd, og i løbet af få dage dukkede skyer op over de tropiske områder og det sydlige polarområde.

»Det var som at se en enorm storm, der dækker Afrika og få dage senere skaber skydannelser over Antarktis og Indonesien,« siger Emily Schaller fra University of Arizona.

Titan er Saturns største måne, og den er større end Merkur og Pluto. Det er den eneste måne i vores solsystem, der har en atmosfære.
Vejret på Jorden er baseret på vand, mens det på Titan er for koldt til at flydende vand kan eksistere. Her er vejret formodentlig baseret på methan.

Observationerne af skyformationerne på Titan stemmer med observationerne på overfladen fra ESAs Huygens-rumsonde, der landede i januar 2005. Til gengæld viser de, at de tidligere modeller for vejret på Titan skal revideres, da de forudsagde, at der ikke ville dannes skyer i de ækvatoriale områder, og at skyerne burde være forsvundet på dette tidspunkt fra de sydlige polarområder.

»Titans år svarer til 30 jordiske år. Indtil nu har vi kun observeret vejret på Titan med denne form for nøjagtighed og frekvens i mindre end en sæson. Det svarer til, at vi skulle forstå vejret på Jorden ud fra, hvad der sker i januar, februar og dele af marts. Vi har masser af arbejde foran os med at observere of forstå vejret på Titan i de kommende år,« siger Henry Roe.