Forskere: Unødvendigt at vaccinere alle mod influenza A
Danmarks 1,55 millioner vacciner er tilstrækkeligt til at stoppe spredningen af influenza A her i landet, mener Københavns Universitet og Statens Serum Institut.
Læs også
-
Italienske forskere: Spild ikke medicin mod svineinfluenza på ældre
-
Professor: Svineinfluenza rammer 1,5 millioner danskere efter sommerferien
-
Alarmen er afblæst: Vaccine mod svineinfluenza på vej til Danmark
Læs mere om
Forskere på Københavns Universitet og Statens Serum Institut er enige: En vaccination af 30 procent af befolkningen er tilstrækkeligt til at hindre influenza A i at sprede sig. Det skyldes, at der ikke skal mere til, for at en virus af denne type ikke kan finde nok nye ofre til at overleve.
Dermed kan de politiske krav fra bl.a. Dansk Folkeparti om, at Danmark skal vaccinere hele befolkningen - som bl.a. Sverige gør - vise sig unødvendige.
Når influenza A for alvor langer ud efter os til vinter, er det nemlig muligt, at så mange danskere er immune, at virussen vil gå i sig selv. Hvis 1,55 millioner personer er blevet vaccineret til den tid, og yderligere 25-30 procent af befolkningen er immune, fordi de har ligget syge i den første bølge, der ventes i de kommende måneder, vil over 50 procent af den danske befolkning være immune over for influenza A.
Overlæge og afdelingsleder Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut mener, at et så højt antal immune danskere, kan stoppe bølgen:
»Det er meget typisk for influenza-virus, at der ikke skal mere end cirka 30 procent immune til at standse spredningen. Ved andre typer virus, for eksempel mæslinger, skal du langt højere op, fordi den er mere smitsom.«
Sundhedsstyrelsen anslår, at flere end hver fjerde dansker vil blive ramt, før vaccinationerne kan begynde i starten af november. Til gengæld har influenzaen indtil videre vist sig mildere end en almindelig sæsoninfluenza, og Sundhedsstyrelsen forventer derfor ikke flere end 1.000 dødsfald i disse to bølger.
Imidlertid er målet med de danske vaccinationer ikke at standse virussens spredning ved at vaccinere 30 procent af befolkningen, men at vaccinere de særligt udsatte og samfundets nøglepersoner - et tal der samlet set løber op i 28 procent af landets befolkning.
Alligevel mener også Jens Lundgren, professor i virussygdomme ved Københavns Universitet, at vaccinationerne kan have den positive bivirkning.
»Erfaringer fra tidligere pandemier viser, at pandemien dør ud, når cirka 30 procent af befolkningen er immune. Ved Hongkong-influenzaen i 1968 og Asien-influenzaen i 1958 måtte man bare lade folk blive syge, men man kunne se, at når 30 procent var blevet syge, kunne virus ikke længere sprede sig,« siger han.






