Et smart card og en mobiltelefon er alt, hvad verdens fire milliarder fattigste mennesker behøver for at få rent drikkevand.

Og selv om det måske også lyder af meget, er det realistiske værktøjer at bruge - også i verdens fattige lande, mener den danske pumpeproducent Grundfos. Virksomheden bruger netop de to elementer i konceptet Lifelink, som lige nu afprøves i Kenya, Afrika.

»Generelt er befolkningen i landsbyerne positive, og jeg er overrasket over, hvor hurtigt de tager teknologien til sig. Man kan godt føle, at man kommer fra Mars med sin fine teknologi, men de kan godt se det smarte i, at de trykker på en knap og får rent vand,« siger teknisk chef i Grundfos Lifelink, Lars Denning.

I Kenya er befolkningen i forvejen vant til at bruge mobiltelefonen til at betale for varer, fordi telefonselskabet Safaricom har udviklet et betalingssystem på sms-teknologi. Så i Kenya benytter mange fattige i forvejen mobilen til at betale for geder og grøntsager.

Grundfos leverer en pumpe, et vandtårn og en vandstation, hvor kunden kan sætte et betalingskort - en lille plasticnøgle med en indbygget chip - med et forudbetalt beløb ind, trykke på en knap og tanke rent vand på sin dunk. Vandet koster cirka to shilling (14 øre) for 20 liter, og når kortet løber tør for penge, kan brugeren sætte flere penge ind via mobiltelefonen.

»Vi har haft et kraftigt ønske om at have et lukket betalingssystem. Der er blevet etableret rigtig mange vandsystemer i Afrika gennem tiden, men mange er sandet til, fordi man ikke har tænkt så meget på vedligeholdelse og drift,« siger Lars Denning.

Præcis samme problemstilling peger direktør i Design that Matters, Timothy Prestero på.

»Udfordringen er at gennemtænke, hvor meget det koster at eje det produkt eller den teknologi, man tilbyder de fattige. Det er altid fedt at få en Ferrari gratis - lige indtil man punkterer, og det koster 3.000 dollar at få den lappet,« siger direktøren, der hjælper virksomheder med at designe de rigtige produkter til verdens fattige - men som ikke er involveret i Grundfos-projektet.

»En fejl som mange ingeniører gør er, at de glemmer konteksten. Konstruktionen af produktet er ofte det mindst svære i processen, mens kontekst som finansiering og vedligehold volder langt større problemer,« siger Timothy Prestero, der ser nyudviklinger som den sidste udvej for produkter til det såkaldte BoP-marked (Bottom of the Pyramid).

»Vi ser altid først på, om ikke løsningen allerede findes, for verden er allerede fuld af dårlige produkter.«

Grundfos har forsøgt at sikre sig ved at samarbejde med lokale partnere og NGO'er. Og lige nu er to antropologer - en dansk og en afrikansk - i gang med at evaluere systemet og brugen af det ude i landsbyerne.

»Vi kan se, at de bruger vandstationen forskelligt alt efter årstid. Og ved at se på brugerprofilen, kan vi se, om det er til hushold eller til små, entreprenante produktioner som for eksempel hønsehold eller videresalg af vand,« siger Lars Denning.

Brugerprofilen bliver afsløret ved hjælp af en computer, der sidder under vandtanken og via en VPN-forbindelse sender oplysninger hjem til den centrale database i Århus, hvor en af Grundfos Lifelinks fire medarbejdere overvåger systemet.

Ud over de fire medarbejdere i Danmark, har Grundfos indtil videre ansat fire kenyanere, der udgør serviceholdet lokalt i et Grundfos-ejet selskab i Nairobi.

Tanken er, at landsbyerne tegner en servicekontrakt med selskabet. I første omgang er servicen en del af pakken, så længe tilbagebetalingen sker.

Grundfos' beregninger viser, at vandsystemet typisk vil være betalt tilbage på fem-seks år, hvis der bliver tanket 8-12 kubikmeter vand om dagen. Herefter er det landsbyen, der ejer anlægget. Brugerne kan beslutte sig for at blive ved med at betale lidt for vandet for at få en vedvarende service.

For Grundfos er Kenya og resten af BoP-markedet en ny mulighed. Der er stadig kun få virksomheder herhjemme, der har fået øjnene op for guldgruben, og det skyldes blandt andet, at danske virksomheder normalt udvikler højteknologiske produkter i et lækkert design. Men det behøver ikke at være en hæmsko for at gå ind på markedet af verdens fattigste, mener lektor i vækstmarkeder på Copenhagen Business School Michael Jacobsen.

»Produkterne til BoP-markedet skal ikke køre på batterier eller være hightech. Men der kan sagtens ligge et højt niveau af udvikling bag de mest simple produkter,« siger han.

I Grundfos' tilfælde er udfordringerne dels, at teknologien skal kunne holde til forholdene i Afrika - og ikke bliver stjålet. Dels om brugerne har tilstrækkelig indtægt, om høvdingene er med på ideen, og om brugerne overhovedet har en mobiltelefon.

Af andre danske eksempler kan nævnes Emunios engangskanyler, Vestergaard Frandsens insektdræbende myggenet eller Fan Milks billige is til mælkefattige områder, som har fået succes ved henholdsvis at sælge sine produkter gennem nødhjælpsorganisationer og budcykler.

Indtil videre har Lifelink været opstillet som forsøg tre steder i Kenya, og brugerne tæller cirka 300 familier fordelt på tre landsbyer. Der er tale om primitive landsbyer, som tidligere har hentet vand fra en brønd eller i floden. Vandet bliver primært brugt til husholdning, men tanken er, at det skal udvikle sig.

»Helt overordnet, vil Grundfos være med til at forbedre deres liv, og måske løfte dem længere op ad den sociale rangstige ved at sørge for, at de ikke bliver syge af at drikke vand. Men også ved at hjælpe dem til at få gang i at producere varer, de kan sælge,« siger Lars Denning.

Lige nu er Lifelink afhængig af Safaricoms betalingssystem, M-Pesa, men regner med, at systemet bliver udbredt til andre østafrikanske lande.

For at udbrede vandstationerne til resten af Afrika, Indien og Latinamerika, er der nogle teknologiske udfordringer, der skal overvindes.

»Vi kan ikke være sikre på, at alle har mobiltelefoner, så vi er ved at udvikle løsning med RFID, der kan fungere i de andre lande,« siger Lars Denning.