Undervandsjordskred lægger Asiens internet og telefoner ned
En tyfon i Asien har ødelagt seks fiberoptiske havkabler med massive internet- og telefonproblemer til følge.
Dele af Asien er ramt af problemer med internettet på grund af, at tyfonen Morakot har forårsaget jordskred dybt i havet,. De er skyld i, at mindst tre fiberoptiske telekommunikationskabler er blevet revet over og tre andre ødelagt.
Kabelbrudene forstyrrede internet- og telekommunikationsforbindelserne til Kina og dele af Sydøstasien inklusiv Singapore, Filippinerne og Hong Kong.
Teleselskabet Chunghwa var dog i stand til hurtigt at få forbindelserne op igen ved at bruge backup-systemer og omdirigere trafikken til andre kabler.
Men selskabet advarer om, at det ikke er sikkert, at de resterende kabler kan klare den ekstra internet- og teletrafik, hvilket kan resultere i langsommere forbindelser.
Forbindelsen til Europa
Kablet SWM-3, der går fra Vesteuropa via Mellemøsten til Taiwan i Sydøstasien, hvor det går på land nær byen Taitung på østkysten, blev først ramt af undervandsjordskredene. Det skete søndag, da tyfonen nærmede sig øen.
I går, onsdag, var flere jordskred i havet på grund af Morakot skyld i, at endnu to fiberoptiskekabler blev revet over. Det gjaldt APCN og APCN2 (Asia Pacific Cable Network).
De tre andre kabler, der blev ødelagt af undervandsskredene, var C2C Cable Network East Asia Crossing (EAC), C2C Cable Network (C2C) samt FLAG (Fiber Optic Link Around The Globe) North Asia Loop (FNAL).
Teleselskabet har sendt medarbejdere ud til jordskredene for at vurdere ødelæggelserne og begynde på reparationer på undervandskablerne. Hvornår de vil være fikset er endnu ikke klart.
Tyfonen Morakot kostede mindst 103 mennesker livet i Taiwan, og det er vurderet, at den har ødelagt for 1.439 milliarder kroner afgrøder og bygninger.






