Leder: Vi må tage et opgør med vandværkerne
Der foreligger nu graverende dokumentation af at Tune Vandværk i fire år har pumpet for mange bakterier ud til borgerne. Hvorfor handles der ikke?
Tema
Læs også
-
Fagfolk: Vanvittig blanding af spildevand og drikkevand i Tune
-
Professor: Hvorfor stiller vandværkerne ikke en daglig prøve i køleskabet?
Læs mere om
Dokumentationen omkring vandforureningen i Tune er graverende.
Efter sommerens forurening, som var alvorlig nok til at sende mennesker på sygehuset, står det nu klart, at Tune Vandværk i fire år målte forhøjet indhold af coliforme bakterier i drikkevandet - muligvis fra den samme, muligvis fra en helt anden forureningskilde.
Niveauet var ikke tilstrækkeligt til at gøre borgerne syge, men tilstrækkeligt til at få alarmklokkerne til at ringe.
Men vandværket satte ikke alt ind på at finde kilden til denne forurening. Og kommunen ignorerede efter eget udsagn problemerne.
I juni blev op mod en tiendedel af byens 5.000 borgere syge, da der trængte kloakvand ind i fejlplaceret brønd kun en armslængde fra et spildevandsoverløb. Det kunne være gået meget værre, hvis ikke borgerne på de lokale lægers initiativ havde sat SMS-kæder i gang.
Det store spørgsmål er, hvorfor blev der ikke reageret længe før? Hvorfor reageres der i det hele taget ikke rettidigt på disse sager?
Tune er i dansk sammenhæng ikke noget minivandværk. Der findes mange, mange hundrede små værker. Værket hører til i Greve Kommune, der er med 47.000 indbyggere nok er en mindre kommune, men ikke usædvanligt lille. Men hverken kommunen eller værket havde kraft til at reagere.
Det giver grund til at frygte, at kompetencen ikke er større andre steder - måske ligefrem tværtimod.
Ingeniøren har tidligere foreslået løbende kontrol med værkerne og tildeling af glade smileys.
Det forslag er hermed gentaget.
Men denne sag og andre afslører i virkeligheden en utrolig laden stå til i omgangen med ansvaret for en væske, som har direkte adgang til de fleste borgeres indre.
Nu skal et udvalg kigge på de små vandværker: Hvorvidt vejledningerne om tilsynet er gode nok.
Det lyder godt nok svagt. Der skal strammes op - ellers kan vi måske snart opleve, at en vandværksbestyrelse bliver politianmeldt for uagtsomt manddrab.





