Få vaccinationer kan standse influenza A

Danmarks 1,55 millioner vacciner kan være tilstrækkeligt til at stoppe spredningen af influenza A her i landet, mener danske forskere.

Af Christian Østergaard, fredag 14. aug 2009 kl. 00:45

Forskere på Københavns Universitet og Statens Serum Institut er enige: En vaccination af 30 pct. af befolkningen er tilstrækkeligt til at hindre influenza A i at sprede sig. Det skyldes, at der ikke skal mere til, for at en virus af denne type ikke kan finde nok nye ofre til at overleve. Dermed kan de politiske krav fra bl.a. Dansk Folkeparti om, at Danmark skal vaccinere hele befolkningen - som bl.a. Sverige gør - vise sig unødvendige.

Når influenza A for alvor langer ud efter os til vinter, er det nemlig muligt, at så mange danskere er immune, at virussen vil gå i sig selv. Hvis 1,55 mio. personer er blevet vaccineret til den tid og yderligere 25-30 pct. af befolkningen er immune, fordi de har ligget syge i den første bølge, der ventes i de kommende måneder, vil over 50 pct. af den danske befolkning være immune over for influenza A.

Overlæge og afdelingsleder Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut mener, at et så højt antal immune danskere, kan stoppe bølgen:

»Det er meget typisk for influenza-virus, at der ikke skal mere end ca. 30 pct. immune til at standse spredningen. Ved andre typer virus, for eksempel mæslinger, skal du langt højere op fordi den er mere smitsom.«

Sundhedsstyrelsen anslår, at mere end hver fjerde dansker vil blive ramt, før vaccinationerne kan begynde i starten af november måned. Til gengæld har influenzaen indtil videre vist sig mildere end en almindelig sæsoninfluenza og Sundhedsstyrelsen forventer derfor ikke mere end 1.000 dødsfald i disse to bølger.

Imidlertid er målet med de danske vaccinationer ikke at standse virussens spredning ved at vaccinere 30 pct. af befolkningen, men at vaccinere de særligt udsatte og samfundets nøglepersoner - et tal der samlet set løber op i 28 pct. af landets befolkning. Denne taktik har altså ikke til mål at stoppe spredningen af virusset, snarere at undgå de mest alvorlige tilfælde. Alligevel mener også Jens Lundgren, professor i virussygdomme ved Københavns Universitet, at den kan have den positive bivirkning.

»Erfaringer fra tidligere pandemier viser at pandemien dør ud når ca. 30 pct. af befolkningen er immune. Ved Hongkong-influenzaen i 1968 og Asien-influenzaen i 1958 måtte man bare lade folk blive syge, men man kunne se, at når 30 pct. var blevet syge, kunne virus ikke længere sprede sig,« siger han.



11. jan 2010 kl 19:07

Så kan jeg ikke forstå

Selvom jeg er fyldt 73 år, fik jeg den besked at jeg kun skulle have en indsprøjtning, hvorimod yngre mennesker skal have 2 indsprøjtninger


Ny i debatten? Opret en brugerkonto