/forskning

Pensionist: Gang hurtigere i hovedet end med en lommeregner

For 33 dollar kan du købe en metode af en amerikansk pensionist, der vil gøre det muligt at gange store tal i hovedet, hurtigere end du kan gøre det på en lommeregner. Men det kræver en god hukommelse.

Af Jens Ramskov, onsdag 12. aug 2009 kl. 13:54

Da Albert Clay for 60 år siden gik i skole, udviklede han efter eget udsagn en unik metode til multiplikation af store tal i hovedet. Ud over at have fortalt om den til sin matematiklærer har Clay holdt indtil nu holdt metoden for sig.

Nu har han skrevet metoden ned i et lille hæfte, som alle og enhver kan erhverve for 33 dollar ved henvendelse til den nu pensionerede farmaceut.

Det er umuligt at tage patent på metoden, men Clay har fået copyright-beskyttet sit hæfte hos U.S. Copyrigth Office som TXu001325432 ”How to Multiply Any Number by Any Number in Your Head”.

Matematikprofessor Moody Chu fra North Carolina State University siger til at newsoberver.com, at Clays metode muligvis er ny, men der findes en lang række velkendte metoder til at gange store tal sammen uden brug af papir og blyant. De kræver alle udelukkende kendskab til den lille tabel og så en god hukommelse til at huske mellemregningerne.

Så selv om Clay beskriver sin metode som ”zip, zip, zap og læg sammen”, så kræver den nok lidt øvelse, hvis den for de fleste skal erstatte en lommeregner.

Her er en opskrift på hovedregning. Er opgaven 24 x 37, kan man f.eks. gange de to sidste cifre sammen: 4 x 7 = 28. Tallet 8 er da sidste ciffer i facit, 2 er mente, som vi husker. Så multiplicerer vi de indre tal og de ydre tal og lægger sammen: 4 x 3 + 2 x 7 = 26 og så husker vi de 2 i mente. Så får vi 28. Tallet 8 er så næstsidste ciffer i facit, og vi har igen 2 i mente.

Endelig ganger vi to første cifre sammen: 2 x 3 = 6 og husker menten, så første ciffer i facit er 8. Så hermed har vi med den lille tabel og en god hukommelse fundet, at 24 x 37 = 888.

Denne metode kan udvides til tal med flere cifre, men det stiller endnu større krav til hukommelsen.



12. aug 2009 kl 14:04

Dana Skovsende

Russisk bonde multiplikation

Man kan også bruge russisk bonde multiplikation.
http://mathforum.org/dr.math/f...html


12. aug 2009 kl 14:22

Martin Hansen


12. aug 2009 kl 15:05

Henrik Ebbesen

Re: Trachtenbergs hurtigregninslære

Jeg købte engang i 70'erne en dansk oversættelse betitlet "Trachtenbergs hurtigregningssystem", men man kan finde den engelske version til under en hund på nettet:
Speed System Of Basic Mathematics

* Jakow Trachtenberg
* Ann Cutler
* R. McShane

ISBN-10 0-285-62916-6 • ISBN-13 978-0-285-62916-5

Mvh Henrik Ebbesen


12. aug 2009 kl 16:05

Søren Lund

Re: Re: Trachtenbergs hurtigregninslære

Med al den hukommelse kan man da ligeså godt multiblicere på traditionel vis i hovedet! Min hukommelse rækker ikke til Clay's metode, så jeg ville behøve papir og blyant.

Jeg ville også gerne se den der kan tykke hele smøren "4 x 7 = 28. Tallet 8 er da sidste ciffer i facit, 2 er mente, som vi husker. Så multiplicerer vi de indre tal og de ydre tal og lægger sammen: 4 x 3 + 2 x 7 = 26 og så husker vi de 2 i mente. Så får vi 28. Tallet 8 er så næstsidste ciffer i facit, og vi har igen 2 i mente. Endelig ganger vi to første cifre sammen: 2 x 3 = 6 og husker menten, så første ciffer i facit er 8. Så hermed har vi med den lille tabel og en god hukommelse fundet, at 24 x 37 = 888" igennem hurtigere end min datter på 7 kan bruge en lommeregner!

Jeg vil endda påstå at 24 x 37 er en del mere enkelt og hurtigere på traditionel vis.

I hovedet ville jeg sige: 2 x 37 med et 0 (740) plus 2 x 74 (148) = 840 plus 48 = 888

- hurtigt, og ikke så meget at huske!

Jeg ser jeg hurtigt muligheden for at splitte tallet 24 og bruge 2 x 37 som mellemregning for 4 x 37 (2 fordoblinger, hvoraf den ene allerede er foretaget). Derfor er det oplagt at splitte 24 fremfor 37. Således er nogle tal nemmere at håndtere end andre. 37 x 37 ville være en del vanskeligere.


12. aug 2009 kl 16:20

Bjørn Donnis

Re: Re: Trachtenbergs hurtigregninslære

Beklager:
24 x 37 = 24 x 36 + 24 = (30-6)(30+6)+24 =
900-36+24 = 900-12 = 888
...sådan lærte jeg engang at udnytte de der (x+y)² (x-y)² og (x+y)(x-y) formler. Man skal ikke engang kunne tabellerne - bare kvadrattal.


12. aug 2009 kl 16:39

Holger Jørgensen

Trachtenbergs Lynregning,

Der er kun ni tal, 9 er det højeste,
0'et er tegnet for uendelighed, og rummer i princippet alle tal.
Min erfaring siger, at man må læse hvert regnestykke særskildt, og udlede den/de enkleste måde'r.
For mig at se er 72 (3x24) - 960 (40x24) = 888 den enkleste måde.
På bagsiden af Trachtenbergs Lynregning står der;
Kan De gange 73479 med 3297 i hovedet ?
der er naturligvis lagt op til at bruge T/L-metoden,
men det er nemmere at lægge 3 til 3297 =33,
og lægge 21 til 73479 =735,) det er et 3-tal der er nøglen i dette stykke.
Jeg 'snød' i regnetimerne, uden at sige det, og uden at kende Trachtenberg, brugte Jeg nogle af de samme regler.
David Benjamin, mathemagic, har gjort et show ud af hans 'tabel-rutine', imponerende, men Jeg tænker at en lille dreng eller pige, vil kunne gøre det lige så hurtigt med (Jacow)Trachenbergs måde,
(J.T. der var ingeniør, og tænkte at regne som regnemaskiner, - hans metode)


12. aug 2009 kl 18:43

Jan Bendtsen

Hurtigregning

Hej,

Jeg spørger lige af ren nysgerrighed (og lidt dovenskab): Er der nogle af disse "hurtigregningsregler" det ville kunne betale sig at implementere på lavt niveau i computere, for at få _dem_ til at regne hurtigere? Jeg er naturligvis med på at fordoblinger svarer til venstreskift osv., så der er sikkert ikke noget at hente; men Bjørn Donnis' eksempel ser jo egentlig ganske fascinerende ud :-)

Mvh
Jan


12. aug 2009 kl 18:47

Jan Bendtsen

Hurtigregning

Ah... jeg fulgte lige linket til Russian Peasant Multiplication... glem mit spørgsmål :-)

Mvh
Jan


12. aug 2009 kl 20:05

Runi Sørensen

Mathemagic.

Se bl.a. denne video med sindssyge hovedregninger.

http://www.youtube.com/watch?v...ROIk


13. aug 2009 kl 07:40

Rasmus Nielsen

Re: Hurtigregning

For computere findes der hurtige algoritmer til multiplikation af meget store tal. Se f.eks. http://en.wikipedia.org/wiki/S...ithm

Den vil til gengæld være svær at håndtere i hovedet.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.