Kravspecifikation .....
Det virker desværre ikke i praksis, at lave kravspecifikationer fra et skrivebord, når det handler om praktisk anvendelighed og sikkerhed. Vi kender det fra fx IT-projekter (som jo er komplekse varer ikke ulig visse militære isenkram), at selv allerdygtigste chefer og eksperter ikke evner at forudsige brugeres og fjenders adfærd. Derfor behovet for fjendlige praktiske aftestninger før konkret seriøs anvendelse. Kravspecifikationer er derimod naturligvis et allervigtigste fundament når det drejer sig om systemmæssighed, kompatibilitet og integrering med andre systemer, samt generelle krav til performance.
Forsvaret har i fredstid vænnet sig til at indfase nyt udstyr ved at afprøve det i brug og finde fejl og udbedre disse i ro og mag, og ganske langsomt samtidig udfase det forældede udstyr. Den metode kan altid anvendes, og metoden anvendes af fx mange fabrikanter af computerspil, dvs. man sælger en defekt vare til kunder og overlader det til kunder at teste varen og melde tilbage om fejl, og efter et par år begynder varen at virke perfekt, men da er varen tyisk teknisk forældet, og brugerne har spildt megen tid og haft mange frustrationer. I krig kan man også anvende metoden, men så koster det liv. Deraf behovet for forudgående systematisk test, før fronten, og deraf spørgsmålet: bør man overlade sådant til leverandører? Nej, for leverandører har en helt anden agenda, at tjene penge, og desuden er testresultaterne allervigtigste militære hemmeligheder, fordi de besvarer et nøglespørgsmål: hvordan udstyret performer i praksis, som en fjende aldrig må kunne læse sig frem til i en manual fra en leverandør. Hvis man indkøber militære standardvarer, bør man bagefter ændre på dem, før man anvender dem, for at sikre at fjender får sig en overraskelse.
Eksempel: Før Yom Kippur krigen (Israel versus Ægypten), kunne ægypisk efterretningstjenste uden videre bestille en manual fra en leverandør, der afslørede for ægypterne om hvor svaghederne var i de israelske tanks. Ægypterne anvendte dette forinden krigen, til at indkøbe det helt rigtige udstyr til at modgå de israelske tanks, og i angrebets taktik, ved at angribe først (med overraskelse) og dernæst med afventning, akkurat som Rommel i Nordafrika, vente på at Israel ville reagere med et modangreb, og da blev de israelske tanks (og også temmelig mange fly) udraderet (akkurat som briternes tanks blev det i Anden Verdenskrig), fordi ægypterne havde præcis de relevante forsvarsvåben at anvende og vidste fra hvilken vinkel og hvor at sigte. Dermed vandt Ægypten reelt krigen. Strategisk var Ægyptens angreb udsigtsløs, fordi Israel fik en temmelig øjeblikkelig støtte af USA, men da havde Ægypten sat pointen, at Israel ikke var uovervindelig, og som blev Israels store forskrækkelse. Situationen i Afganistan er uheldigvis blevet magen til, at Nato ganske vist kan vinde et vilkårligt stort antal slag, men næppe krigen på sigt, fordi afghanerne har fået foræret alt for mange års erfaring til at lære at kæmpe. I en ideel krigsindsats bør man kun anvende arter af materiel og våben og metoder i kort tid ved fronten, for at undgå at fjenden når at lære om hvordan at modsvare, deraf behovet for at materiel og våben og tilhørende taktik virker straks ved fronten. Men, måske, desværre, anser partnerne bag Nato krigen i Afganistan for kun at være en legetøjskrig, et eksperimentarium i Nato-landenes egne indenrigspolitikker, et eksperiment som har varet længere end hele Anden Verdenskrig, og hvorfra erfaring desværre ikke er meget værd, fordi alverdens fremtidige potentielle fjender har masser af muligheder for at opnå kopier af den indhøstede viden.
