Lindø-lukning: Ingeniørerne får det svært
En del af de 91 ingeniører på Lindøværftet er så specialiserede inden for skibsbygning, at de får brug for efteruddannelse for at få nyt arbejde.
Multimedia
Galleri:
108.640 hestekræfter sætter skub i Ebba Mærsk
Læs også
Læs mere om
Lindøværftets lukning kommer ikke bag på Ingeniørernes fagforening IDA. Formand i Ansatte Ingeniørers Råd (AIR), Ole Høyer, så allerede billedet tegne sig tydeligt, da værftet måtte afskedige en gruppe medarbejdere for godt et halvt år siden.
»Lindøværftet har ikke haft den bedste økonomi det seneste år, hvor der har været store udskiftninger i både ledelse og bestyrelse. Ved den seneste fyringsrunde havde der ikke været noget nyt i ordrebøgerne i et år, så vi vurderede, at nu var dødsspiralen sat ind. Det er en meget lang epoke, der desværre stopper nu,« siger Ole Høyer.
Nogle af fyringerne vil ifølge Lindøs bestyrelse allerede træde i kraft i denne måned, men ellers vil driften bliver holdt i live, til de sidste ordrer er leveret i foråret 2012.
Derfor vil det blive en løbende proces for fagforeningen at finde ud af, hvad værftets ingeniører kan beskæftige sig med,og hvordan fratrædelsesordningerne skal se ud.
Første dialog med Lindøs ledelse vil formentlig finde sted inden for 1-2 uger. Blandt andet kan efteruddannelse blive en af de oplagte dele af en forhandling for at få ingeniørerne bedst muligt over i andre job.
Eftersom den danske skibsproduktion med Lindøværftets lukning vil være stort set ikke-eksisterende, har en del af værftets specialister brug for ny viden for at komme videre i arbejdslivet. Ole Høyer er især bekymret for »det grå guld« med særlige kompetencer inden for skibsindustrien.
» Jeg kender en del mennesker på Lindø-væftet, der får svært ved at finde nyt job. Vi har haft en høj grad af knowhow i Danmark, men inden for de seneste 15 år er der lukket en del værfter i bl.a. Århus og Aalborg,« siger Ole Høyer.






