/energi

Tune Vandværk meldt til politiet

Politiet skal finde ud af, om vandværket kan straffes for ikke at have grebet ind over for fire års målinger af coliforme bakterier i drikkevandet i Tune, mener en af byens borgere.

Af Julie Ring-Hansen Holt, mandag 10. aug 2009 kl. 11:35

En borger i Tune vil gerne have klart svar om, hvordan det kunne ske, at det lokale vandværk har fået lov til at sende forurenet drikkevand gennem hanerne igennem flere år. Han har derfor meldt vandværket til politiet.

»Jeg har valgt at politianmelde vandværket, fordi det i flere år har kunnet måle coliforme bakterier i vandet uden at informere os borgere,« siger Niclas Poulsen, der har boet i Tune siden 2006.

»Når jeg hører folk, der har forstand på den slags, sige, at de undrer sig over, at der ikke er grebet ind, bliver jeg vred over, at vi ikke har været informeret og muligvis har drukket forurenet vand i årevis,« siger han.

På vandværkets hjemmeside ligger oplysningerne om vandmålinger offentligt tilgængelige fra 2006. De viser især forhøjede antal coliforme bakterier igennem fire år, men Niclas Poulsen mener ikke, at det er borgernes ansvar selv at være proaktive for at finde ud af, om vandet i hanerne er rent.

»Det handler om noget helt essensielt, vores drikkevand. Man kan ikke kræve af borgerne - som jo også tæller ældre mennesker - at de selv skal holde øje med vandværket,« siger han.

Niclas Poulsen understreger, at der ikke er tale om en personjagt, for han kender ikke nogen på vandværket. Men han håber at starte en debat om, hvordan vandværk skal drives.

»Det bliver drevet af frivillige, og det er ikke sikkert, at det er en god idé. Hvis det endelig kommer til stykket, tror jeg, at de fleste borgere ville være villige til at betale lidt mere for, at professionelle, som har ekspertisen, driver det, mod at få større sikkerhed og information,« siger han.

»Umiddelbart virker det, som om ansvaret ligger hos vandværket. Men nu bør politiet finde ud af, hvad der burde være gjort.«

Politiet i Midt- og Vestsjællands politikreds har endnu ikke håndteret anmeldelsen, men kommunikationsafdelingen fortæller, at politiet vil kontakte de respektive myndigheder for at finde ud af, om der er tale om en lovovertrædelse, og om der skal udstedes bøde til vandværket.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk