Forsikringsselskaber tager skyhøj præmie for elbiler
Forsikringsselskaber ved ikke, hvad det koster at reparere elbiler og opkræver derfor dobbelt præmie for kaskoforsikringen. Ikke urimeligt, mener selskabernes brancheorganisation.
Læs også
-
Nyt studie: Batteriskift og -leje kan kickstarte salg af elbiler
Læs mere om
Kaskoforsikringer til elbiler kan blive dobbelt så dyre som forsikringen til benzin- og dieselbiler.
Det skyldes, at elbiler er en ny teknologi, som forsikringsselskaberne ikke har kunnet lave risikoberegninger på endnu, forklarer Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension, til Børsen.
Han mener ikke, at 10.000 kr. årligt for en kaskoforsikring er urimeligt for en elbil, da de nye køretøjer også betyder nye udfordringer for mekanikerne.
Diskussionen tager sit udgangspunkt i en sag om leasingbiler, hvor leasingselskabet Poul Refstrup Leasing har haft problemer med at få sin elbilpark forsikret. Ifølge leasingchef Casper Svensson tog det et halvt år at få en rimelig aftale i hus, fordi forsikringsselskaberne tøvede over for de nye biler af mærket Buddy, der ligger i 150.000 kroners-klassen.
»Vi har snakket med mere end 10 store danske forsikringsselskaber, hvor vi mødte ekstremt meget modstand i forhold til at få elbilerne forsikret. Nogle sagde helt nej, andre vendte ikke tilbage, og så var der nogle, som tilbød forsikringer til urealistisk høje præmier,« siger Casper Svensson til Børsen.
10.000 kr. om året
De fleste selskaber havde således krævet dobbelt præmie i forhold til hans normale aftale om 5.000 kr. pr. år for en benzinbil i den prisklasse, hvilket for Casper Svensson var uforståeligt, da elbilerne typisk bliver brugt til langsommere bykørsel og derfor er mindre udsatte for skader.
Ifølge Casper Svensson var forsikringsselskaberne mindre tilbageholdende over for forsikring af enkelte private elbiler, men en større erhvervsaftale var de ikke meget for.
Også Danmarks Automobilforhandler Forening er skuffet. Direktør Peter Kjær er bange for forsikringsselskabernes tøven risikerer at bremse udviklingen i salget af elbiler, men han glæder sig over, at Codan er trådt til med en pris, der matcher benzinbilernes præmie.
Af samme grund vil Hans Reymann-Carlsen fra Forskring & Pension heller ikke kalde det en afvisning.
»Det er nogle andre overvejelser, når man står med ny teknologi. Fordi selskaberne tænker sig om, kan man ikke klandre dem for at være afvisende overfor elbiler,« siger han til Børsen.






