Sådan bygges sarkofagen, der skal beskytte verden mod Tjernobyls stråling
Den nedsmeltede reaktor i Tjernobyl skal indkapsles af en ny sarkofag, for den gamle fra 1986 er hullet og rusten. 3D-animation viser, hvordan de 18.000 ton stålelementer sættes på plads.
Video:
Sådan bygges Tjernobyls nye sarkofag
En kilometer fra Tjernobyl atomkraftværk ligger broen, som har fået tilnavnet "the bridge of death".
»Da reaktoren sprang i luften, kom folk hen på broen for at se på branden. Det var utroligt smukt med lilla og røde farver. Nogle havde deres børn med. Da de, der havde stået på broen, begyndte at dø, blev der posteret politibetjente for at forhindre folk i at gå derhen,« fortæller Dennis Zabarin, der er guide i området, om broens makabre tilnavn.
Ingeniøren er rejst til Tjernobyl for at få et sidste glimt af den rustne og hullede sarkofag, der skjuler den forulykkede reaktor 4 og i tvivlsomt omfang beskytter omverdenen mod radioaktiv stråling.
Den 23 år gamle konstruktion blev opført af 90.000 hårdtarbejde mennesker fra hele Sovjetunionen i løbet af kun syv måneder efter ulykken 26. april 1986.
Det faldefærdige byggeri skal nu lukkes inde af en 108 meter høj og 18.000 ton tung metalsarkofag. Ved dette års udgang skal området være klar til, at byggeriet af den nye sarkofag kan gå i gang.
Efter udsigten over værket fra "the bridge of death" er 100 meter det tætteste, man som journalist får lov at komme på reaktor 4. Her står en mindestatue for de tusindvis af mennesker, som var med til at bygge Tjernobyls midlertidige overdækning i 1986.
Reaktor 4's ventilationstårn står stadig intakt og kaster sin skygge på den gamle overdækning. Den ligner en ødelagt blikdåse, og rustpletterne har ædt sig ind overalt på dens overflade.
Til højre for mindestatuen ligger kontoret for den statslige organisation Chnpp (Chernobyl Nuclear Power Plant). Bygningen er nybygget til de ingeniører, som skal arbejde med opførelsen af den nye sarkofag.
Ingeniøren møder Sergey Deriuga, ingeniør og teknisk chef hos Chnpp, i hvad der ligner et helt almindeligt mødelokale.
I midten af rummet står en model af reaktor 4 og dens overdækning, som den ser ud nu, og ved vinduet sidder et udvidet digitalt ur, som viser klokkeslet, temperatur - og strålingsniveau.
Ifølge Sergey Deriuga blev en stor del af området omkring reaktor 4 dækket af et fem-seks meter tykt lag jord i forbindelse med opførelsen af den nu 23 år gamle overdækning.
»Vi får desværre en del overraskelser på vejen. Vi har fundet radioaktivt materiale under jorden fire gange. Og både jorden og affaldet skal fjernes, inden byggeriet kan gå i gang,« fortæller han.
Det er for eksempel kraner og murbrokker, som blev slynget ud af den eksploderende reaktor og i panik gravet ned i jorden, hvor de senere blev fundet.
Det er en af årsagerne til forsinkelsen i forhold til den oprindelige plan for den nye sarkofag. Ifølge planen, der blev vedtaget i 2007, skulle hele byggeriet faktisk have været færdigt med udgangen af i år.
Den nye sarkofag, som skal stå færdig i 2012, har en levetid på 100 år, og til den tid vil man forhåbentlig have fundet ud af, hvad der skal stilles op med de store mængder radioaktivt affald, overdækningen skal omslutte, indtil det kan fjernes.
Alt arbejdet med afmontering og håndtering af det radioaktive affald kommer til at ske, når den nye sarkofag er bygget. Kraner og mennesker skal altså arbejde inde i sarkofagen.
»Når sarkofagen er bygget, har vi 100 år, og til den tid vil der helt sikkert være udviklet nye teknologier til at håndtere radioaktivt affald,« siger Sergey Deriuga.
Hvilke teknologier har han dog ikke noget bud på. Og håndteringen af affaldet er faktisk et stort problem. Ifølge vicedirektør i Den Europæiske Udviklingsbank (EBRD), Balthasar Lindauer, har Ukraine nemlig ingen opbevaringsmuligheder.
»Der er ikke nogen strategi for, hvad der skal ske med det radioaktive affald. Den nye overdækning køber noget tid, men myndighederne ønsker at fjerne alt det radioaktive affald og de gamle bygninger,« siger han.
Hvis man ikke finder på noget bedre, kan det, ifølge Balthaser Lindauer, ende med, at området bliver erklæret opbevaringszone for affaldet.
Det gik stærkt, da man efter nedsmeltningen af reaktor 4 i 1986 opførte den gamle sarkofag for at lukke af for radioaktiv stråling.
»Man havde ikke tid til at afmontere resterne af den nedsmeltede reaktor. Så sarkofagen blev bare placeret oven på resterne af reaktoren og på de radioaktive murbrokker, som lå hulter til bulter,« fortæller Sergey Deriuga.
Fordi byggeriet skulle gå så stærkt, var der ikke engang tid til at vurdere stabiliteten af de tilbageværende murbrokker, påpeger han.
På trods af, at det var vedtaget at bygge en ny sarkofag, besluttede de ukrainske myndigheder i 2004 at gå i gang med et omfattende arbejde, som skulle stabilisere den gamle faldefærdige sarkofag.
»Man mente, at der var en stor risiko for, at den simpelt hen ville kollapse,« fortæller Sergey Deriuga.
Og det ville være katastrofalt, fortæller Balthasar Lindauer fra EBRD.
»Et kollaps ville skabe store mængder støv, som så ville kunne flyve ud over området,« siger han.
Sarkofagens bærende mure hælder
Ud over store huller i taget, hvor sne og regnvand og sågar fugle kunne komme ind, var sarkofagens vestlige bærende mur begyndt at hælde, forklarer Julia Marusyeh, som er international assistent for projektet.
»Det største og mest komplicerede stykke arbejde var stabilisering af taget i den vestlige del af reaktoren,« fortæller hun.
Det 1.000 ton tunge tag hvilede kun på den vestlige mur, som var begyndt at hælde faretruende. For at lette den store vægt på muren har man stillet en kæmpe metalkonstruktion op.
To høje jernsøjler støtter taget og har fjernet 80 procent af vægten fra vestmuren. Desuden går en kæmpe jernbjælke ind under taget og nærmest løfter det.
»Den store bjælke kalder man moderbjælken,« siger Julia Marusyeh, mens hun peger ind i den model af reaktoren og den nuværende sarkofag, som står midt i rummet.
Nu er man sikret mod kollaps i 15 år, så der er tid til både at bygge den nye sarkofag og afmontere den gamle.
Efter en rundvisning i området vender vi næsen tilbage mod Kiev, men først efter at være blevet målt for stråling. Heldigvis er vi clean og får uden problemer lov at forlade Tjernobyl.
