130 meter højt forskerskib borer syv km ned i jordskælvzone
Japan har konstrueret et forskningsskib, som skal placere sensorer dybt nede i en af verdens mest aktive forkastninger. Målet er at placere sensorer, som skal advare mod tsunamier.
Ud for Japans kyst, i en af klodens mest aktive jordskælvzoner, Nankai-graven, er et specialkonstrueret forskningsskib ved at bore huller seks til syv kilometer ned under havbunden.
Målet er at placere seismiske og akustiske sensorer lige midt i forkastningen, der kan forbedre chancerne for at forudsige de dødelige jordskælv og tsunamier som senest i 2004 dræbte cirka 250.000 mennesker i Asien
Et hold internationale forskere ledet af Japan Agency for Marine-Earth Science and Technology (Jamstec) står bag projektet, oplyser New Scientist.
Chikyu går i dybden
Et afgørende element i projektet er det specialkonstruerede og 600 millioner dollar dyre forskningsskibet Chikyu. Det er som noget helt enestående i stand til at bore ned til 12 kilometer under havbunden trods de konstante påvirkninger på skibet fra havstrømme, bølger og vinde og flydende oven på kilometer dybt vand.
Forskerne om bord benytter både GPS og et akustisk positionssystem, der kommunikerer med transpondere på havbunden, så de konstant har styr på positionen samt de mange kræfter, der påvirker skibet.
Seks azimuth thusterer under skibet sikrer, at Chikyu ligger stabilt i forhold til den valgte position, og skibet kan arbejde i op til 3-4 knob strøm, vinde på 23 m/s og 4,5 meter høje bølger.
Selve skibets boretårn er 100 meter højt. Herfra sendes forskellige skær fæstnet til et kabel ned til havbunden. Det hele sker gennem et slags føringsrør placeret på havbunden – en proces, der svarer lidt til at hænge i loftet og få en tråd gennem et nåleøje ved gulvet.
Skæret sendes ned gennem føringsrøret, og hullet stabiliseres med rør og cement, hvorefter der bores igen med et lidt mindre skær. Sådan gentages processen, til forskerne når ned til den påkrævede dybde, hvor sensorerne skal placeres.
CT-skanner afslører borekernernes indre
Chikyu er desuden udstyret med en CT-skanner, så forskerne kan studere borekernerne. På den måde får de detaljeret informationer om de geologiske påvirkninger i Nankai-graven, der er en såkaldt subduktionszone.
Den filippinske plade bevæger sig med cirka fire centimeter om året ned under den eurasiske plade og løfter den samtidig. Over tid opbygges enorm spænding, der på udløses i jordskælv, som igen kan føre til en tsunami.

Galleri:
Boreskib med 100 meter højt tårn





