Bygader og butikker bukker under
Af Christian Munch-Petersen,
mandag 03. aug 2009 kl. 18:15
Overalt i landet ses nu en grum side af den økonomiske krise. Små butikker bukker under, og hvad der måske er værre, ser det ud til, at hele bygader og indkøbsstrøg går med i købet.
Selvfølgelig er det i første omgang små specialforretninger, der lukker og går ned, men intet tyder på, at andre vil overtage butikkerne. Det betyder, at bygaderne får tomme butikker, hvad der generelt får kunderne til at blive væk.
Samtidigt kan vi læse i aviserne, at de store discountbutikker (ude på den bare mark) vinder markedsandele. Det betyder samlet, at de små byers indkøbsgader lukkes ned.
Uden at ville være sortseer kan man frygte, at selv om krisen letter om nogle år, så vil disse små butikker og de tilhørende bygader aldrig blive retableret.
Det betyder – og her kommer Byggebloggen ind – at den lille danske by kommer til at gennemgå en forandring, der ikke er tilsigtet, vil blive begrædt af de fleste borgere, og som for altid vil gøre byerne mere kolde, kedelige og uden hygge.
Tænk på Holbæk, hvor en smuk hovedgade konkurrerer med et hæsligt megacenter. Eller statsministerens eget Græsted, hvor butikkerne lukker på stribe. Den største butik er nu et Lokahistorisk arkiv!
Hvem har ideer til at bryde denne kedelige udvikling?