Hvorfor skal man skylle brandsår så lang tid?
Claus Wøbbe vil gerne vide, hvorfor det gavner at skylle så længe med koldt vand på brandskader:
Ethvert barn ved, at når man får en forbrænding på huden, skal man skylle med rigeligt køligt vand i meget lang tid, ofte flere timer.
Hvorfor det? Det kan da ikke tage mere end ganske få sekunder eller minutter at nedkøle det forbrændte område til kropstemperatur, og ved denne temperatur sker der vel ingen yderligere nedbrydning af væv?
Derfor:hvorfor skal man skylle så længe?
Overlæge på Klinikken for Plastikkirurgi og brandsårsbehandling på Rigshospitalet, Søren Partoft, svarer:
Behandling med køligt vand på akut brandskadet hud virker lindrende i betragtelig længere tid, end man ville forvente, hvis det blot drejede sig om den rent fysiske afkøling. Det ved enhver, som har prøvet at skolde sig.
Det må betyde, at der er andre faktorer i spil, når der er tale om en levende organisme.
Man er i stedet nødt til at se på de fysiologiske/patofysiologiske forhold:
Varmepåvirkningen af vævet forårsager celledød, hvorved der frigøres stoffer, bl.a. de såkaldte akutte fasereaktanter, som indgår i enhver helingsproces.
Disse øger sædvanligvis mikrocirkulationen i området, og kan i større mængder være skadelige for organismens egne eller indtrængende celler.
Dette vil være med til at vedligeholde den abnorme varmemængde i det påvirkede væv. Det synes hensigtsmæssigt ved ”almindelige” sår, hvor et eller andet trænger ind i organismen, men ikke ved større overfladepåvirkning, hvor den excessive frigørelse af toksiske stoffer fra cellerne i sig selv kan medføre øget cellehenfald, med en ond cirkel til følge.
Det er bl.a. denne onde cirkel, vi håber at bryde ved den fortsatte afkøling og deraf følgende nedsættelse af vævsmetabolismen i det forbrændte område.
Det skal undetstreges, at det er det forbrændte område og ikke resten af patienten, som skal afkøles.
Vandet skal være køligt, men ikke koldt, og det er patienten, som bestemmer temperaturen.
Spørg Scientariet er redigeret af Julian Henlov, juh@ing.dk.
Funktionelle polymerer vil ændre medicin og industri
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





