Studieoptag: Rekordmange afvist fra ingeniørstudiet
Ingeniørskolerne har i år afvist et rekordhøjt antal unge, der ellers havde søgt optagelse på en ingeniøruddannelse.
Læs også
Læs mere om
Der var skuffelse at hente i postkassen for 385 unge med ingeniørdrømme i dag, hvor ansøgere til landets videregående uddannelse fik besked på, om de er optaget på drømmestudiet.
Så mange ansøgere har ingeniørskolerne nemlig afvist i år, og det er hele 63 pct. mere end sidste år, viser en opgørelse fra Ingeniørforeningen IDA.
Det ærgrer IDAs formand Lars Bytoft.
»Når det gælder om at sikre fortsat vækst og velfærd er ingeniørstudiet på mange måder en samfundsmæssig drømmeuddannelse. På den baggrund er det hamrende ærgerligt, at så mange unge har søgt ingeniørstudiet forgæves«, siger han.
I alt er 192 flere unge kommet ind på ingeniøruddannelsen i forhold til sidste år.
Men selv om det er en fremgang på næsten syv procent og en fortsættelse af en positiv tendens siden 2007, er det ikke nok, mener Lars Bytoft.
Brug de arbejdsløse som undervisere
Og derfor giver det ikke mening at afvise unge, som rent faktisk har de rette adgangskrav og lysten til at læse ingeniør:
»Vi har brug for mange flere ingeniører, hvis vi skal dække det forventede fremtidige behov. Derfor burde skolerne overveje, om de ikke kunne udvide holdene eller skabe nye hold. Måske kunne man trække på nogle af de ledige ingeniører, vi har fået som følge af krisen, som ekstra undervisningsressourcer,« siger Lars Bytoft.
Han peger også på, at man fra politisk side bør overveje at omallokere ressourcerne, så nogle af de uddannelser, som samfundet har brug for fremadrettet, kunne få ekstra penge på bekostning af uddannelser, som uddanner inden for områder med stor ledighed.
DTU: Fordel at afvise ansøgere
DTU er en af de ingeniøruddannelser, der afviser flest 1. prioritetsansøgere i år. På flere uddannelsesretninger afviser de næsten lige så mange, som de optager.
Men det kan dekan Martin Vigild godt se en fordel i, fordi det giver mere prestige:
»Det glæder mig, at vi er begyndt at få fyldt holdene op, så man ikke bare kan vælte ind. Det giver en anden stemning på studiet og det er rart at have fulde huse,« siger dekanen, og peger på, at der fortsat er uddannelsesretninger med ledige pladser.
»Hos os er der meget store frihedsgrader, når man er kommet ind på studiet, så derfor vil jeg opfordre til, at man starter på en anden ingeniøruddannelse end den, man i første omgang ville. Så kan man komme inden for porten og se DTU indefra og herfra skifte retning senere, hvis man ønsker det,« siger Martin Vigild.
Holdene kan ikke udvides
Han mener ikke, at det er muligt at udvide holdene eller laver dobbelt hold her og nu:
»Det tager tid at vende en supertanker, og vi vil ikke bare lave noget klamp for at få flere studerende. Det handler ikke bare om at sætte 40 mennesker ind i et klasselokale,« siger han.
Til gengæld fortæller han, at årets store søgning til bygningsdesignuddannelsen, som er blevet mere og mere søgt siden den blev oprettet, har fået DTU til at gå i tænkeboks:
»Vi har tænkt os at gøre noget ved det næste år. Enten ved at oprette et hold mere eller en lidt anden slags uddannelse. Vi undersøger, hvad der er brug for blandt aftagerne,« siger han.






