/energi

Tunevand har haft bakterieproblemer i flere år

Et forhøjet antal af coliforme bakterier i vandprøverne i flere år i træk, burde have fået Tune Vandværk til at tage affære. De indikerer nemlig utætheder i systemet.

Af Trine Reitz Bjerregaard, torsdag 30. jul 2009 kl. 09:40

200 tuneborgere kunne måske have været skånet for maveproblemer, hvis Tune Vandværk havde været mere ihærdige i jagten på en bakteriekilde.

Vandprøver fra værket viser nemlig, at der har været alt for store forekomster af såkaldte coliforme bakterier fra 2006 til 2008 og i en prøve fra november 2008 var der flere andre problematiske forekomster i vandet.

Og den slags fund burde have ført til en gennemgribende jagt på forureningskilden, mener formand for vandforsyningskommiteen i Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva), Bo Lindhardt:

»Hvis der har været coliforme bakterier, så har alarmklokkerne ringet, for det betyder utætheder. De må ikke forekomme, og vi skal som minimum have identificeret kilden,« siger han.

Han mener, at sagen bekræfter et problem med for dårlige tilsynsmyndigheder, som er påpeget i det udredningsarbejde, der blev foretaget efter den alvorlige forureningssag i Køge i 2006:

»Der er behov for at få uddannet tilsynsmyndighederne i kommunerne. Hvis de havde været bedre kvalificeret, så var det måske gået anderledes i denne sag,« siger han.

Undersøgelser af den aktuelle sygdomssag i Tune har vist, at forureningen af drikkevandet højst sandsynligt stammer fra råvandsboring 3, der ligger kun 30 cm fra en overløbsbrønd til spildevand

Bestyrelsesformand for vandværket Aksel Madsen forbinder imidlertid ikke den aktuelle forureningssag med de høje forekomster af coliforme bakterier i de tidligere vandprøver:

»Den aktuelle sag skyldes et meget kraftigt regnskyl og nogle uheldige gamle installationer, som burde have været afbrudt, men som var fra før min tid,« siger han

Coliforme bakterier kan være skadesløse
Bestyrelsesformanden påpeger, at coliforme bakterier ikke nødvendigvis behøver at være tegn på problemer, og mener, at den høje forekomst mest af alt skyldes en forbedret målemetode, som blev taget i brug i 2005. Herudover peger han på, at der er mange vandværker, der har for høje forekomster af coliforme bakterier.

Coliforme bakterier tilhører en større gruppe end colibakterier, og kan både leve i tarmene på varmblodige dyr og i jord og overfladevand, så det er ikke sikkert, at de stammer fra afføring, bekræfter professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø.

Og det er også rigtigt, at der kom en ny metode i 2005, fordi den gamle metode ikke levede op til EU's krav.

»Men en forhøjet forekomst i flere år i træk indikerer utætheder, og det bliver jo ikke bedre af, at bakterierne måske også har været der i tidligere år eller at de er hos andre vandværker også. Det er påfaldende, at de ikke er hos de store vandværker. De bør ikke være der,« siger han.

Måske et forvarsel
Hans-Jørgen Albrechtsen roser Tune Vandværk for, at det hele tiden har været åbent i forhold til vandprøverne. Men det rykker ikke ved, at der burde havde været sat en intensiv jagt i gang på forureningskilden:

»Det kan jo have været den boring 3, der løbende har givet en lille bitte alarm. Man må ikke negligere sådanne tal,« siger han.

Og det bakker hans kollega på DTU Miljø, professor Erik Arvin, op om:

»Når der i målinger fra 2006 til 2008 er fundet høje forekomster af bakterierne, så er jeg meget overrasket over, at de ikke har været mere proaktive for at finde kilden. Det lyder som om, at de har slået sig til tåls med, at der er coliforme bakterier, som om det var noget naturgivent,« siger Erik Arvin.

Aksel Madsen fortæller, at vandværket har undersøgt en 110 år gammel vandtank, som man mistænkte for utætheder, men her blev kilden til den øgede bakterieforekomst ikke fundet.

Boring 3 har man ikke haft nogen som helst mistanke til før. Tværtimod fortæller bestyrelsesformanden, at den blev renoveret med en ny pumpe i december sidste år.

Behov for flere målinger
Erik Arvin mener, at vandværker i sådanne tilfælde burde sætte kontrollen gevaldigt i vejret og lave målinger af både drikkevandet for eksempel hver 14. dag.

Og ikke stoppe jagten på kilden, før den er fundet.

»De små vandværker holder sig ofte kun lige til de lovpligtige målinger, og så er sandsynligheden for at finde en forurening stort set lig nul,« siger han.

Den sidste officielle vandprøve fra Tune Vandværk inden sygdomudbruddet var fra foråret 2009, og her var de coliforme bakterier nede på et acceptabelt niveau.

Men det behøver ikke at være tegn på, at alt er gået i orden af sig selv, påpeger eksperterne. Særligt, hvis forureningen er et problem, der kun opstår i forbindelse med kraftige regnskyld, kan årlige målinger give en falsk tryghed:

»Når der er ekstreme regnskyl, så ville det ikke gøre noget, hvis vandværkerne tager en stribe ekstra prøver. Det koster lidt, men vi ved jo, at det er i sådanne situationer, hvor det kan gå galt,« siger Hans-Jørgen Albrechtsen.

Og det råd har Aksel Madsen da også tænkt sig at følge fremover. Efter sygdomsudbruddet i Tune er hyppigere målinger et ud af en lang række tiltag, vandværkets bestyrelse har besluttet at fremrykke.

»Nu tager vi tyren ved hornet og laver nødforsyning og dykkerundersøgelse og flere andre ting. Så vi får et ’up to date-vandværk’, som opfylder alle forbrugernes forventninger. Vi vil ikke risikere, at der sker mere,« siger han.

Ifølge vandværkets hjemmeside vil de mange nye tiltag betyde en stigning i vandprisen for borgerne i Tune.



03. aug 2009 kl 21:53

Jens Henriksen

Tarvelig ansvarsfralæggelse!

Aksel Madsen:
"Den aktuelle sag skyldes et meget kraftigt regnskyl og nogle uheldige gamle installationer, som burde have været afbrudt, men som var fra før min tid"

Fantastisk udtalelse; så bliver ansvarsfraskrivelsen vist næppe mere ynkelig!
Sandheden er, at han i værste landsbykonge-stil arrogant har afvist enhver der henvendte sig med mistanke om problemer med vandet - selv lægehuset blev afvist efter at folk for alvor blev syge.

Hvad angår prisstigningen som følge af sjuskeriet burde formanden selv gå forrest med at tilbagebetale honoraret for samtlige års uansvarlige omgang med drikkevandet - det kunne nok afbøde lidt af regningen for oprydningen...

Skandaløs, uansvarlig og helt igennem usympatisk er hvad vandværkets og kommunens håndtering har været hele vejen igennem og til stadighed!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk