Skrappe energikrav til husrenovering kommer til efteråret
Før vinteren sætter ind vil regeringen kræve, at husejere vælger de mest energieffektive løsninger til renovering. Det kan nemlig spare danskerne for en tredjedel af varmeforbruget.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Regeringen er nu klar til at realisere planen, der skal gøre danske boliger, institutioner og erhvervsbygninger mere energieffektive.
Allerede i april blev planen med de 22 initiativer fremlagt og er altså klar til at blive til virkelighed i løbet af efteråret, skriver Berlingske Tidende.
Planens hovedpunkter er, at bygningsejere, der skal til at renovere deres hus, får pligt til at vælge de mest energieffektive løsninger, der ofte også er dyrere, gennem skrappere energikrav til bygningsdele og vinduer.
Som en gulerod vil regeringen samtidig give mulighed for at få finansieret energibesparelser i bygninger gennem en særlig ordning, for at få bolig- og andre bygningsejere til at efterisolere gulve, ydervægge og lofter.
»Det her er noget, der virkelig rykker i forhold til at nedsætte energiforbruget i den danske boligmasse,« siger klima- og energiordfører Per Ørum Jørgensen (K) om strategien til Berlingske Tidende.
De 22 initiativer forventes at ville ’bidrage væsentligt’ til regeringens målsætning om at nedsætte det generelle energiforbrug med det, der svarer til 200.000 husstandes årlige energiforbrug, siger han.
Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet har også vurderet, at danskerne kan spare en tredjedel af varmeforbruget i takt med, at bygningerne alligevel skal renoveres.
Uambitiøse krav til nybyggeri
Regeringen vil samtidig stramme kravene til energiforbruget i alle nye bygninger. Nye bygninger udgør dog kun en procent af den samlede bygningsmasse.
Fra 2015 må bygningerne kun bruge halvt så meget energi som i dag, og i 2020 er det målet, at bygningernes energiforbrug skal reduceres med mindst 75 procent.
Det vil sige, at regeringen ikke har valgt at lytte til den kritik, som allerede blev rejst i maj i Ingeniøren. Her undrede det professor på DTU Byg Svend Svendsen, at kravene ikke var større.
»Jeg havde en forventning om, at kravene ville være strammere end den oprindelige skærpelse i energiaftalen fra 2008. Mange parter har anbefalet at springe lavenergiklasse 2 over, så det undrer mig, at man ikke er mere ambitiøs. Alt tyder på, at vejen frem er strengere krav til bygningsreglementet. Hvis man ikke erkender, at det er sådan, det fungerer på bygningsområdet, får man ingen udvikling,« sagde professoren til Ingeniøren i maj.






