Europas jagt efter liv på Mars bliver udskudt – igen
Marsbilen Exomars bliver tidligst opsendt i 2018, lyder det fra ESA, der nu vil samarbejde med Nasa om at finde liv på den røde planet.
Læs også
-
Marssonder ristede selv ethvert spor af liv til ukendelighed
Læs mere om
Dokumentation
Europas ambitiøse Marsbil, ExoMars, bliver igen forsinket – for tredje gang.
I dag er opsendelsen syv år forsinket i forhold til den oprindelige opsendelsesdato og datoen lyder nu på 2018. Samtidig er ESA og Nasa i gang med at forberede et omfattende samarbejde om udforskningen af Mars mellem 2016 og 2020.
ExoMars skal være ESAs næste store ”flagskibs”-mission og kan, ifølge BBC online, nu først være klar til opsendelse til den røde planet i 2018. Exomars skal søge efter tegn på tidligere eller nuværende liv på Mars, og missionen gennemføres nu i samarbejde med Nasa.
Ifølge de seneste planer skal Exomars opsendes med en amerikanske Atlas-raket i 2018. Nasa skal bygge den platform og de landingssystemer som skal bringe Marsbilen sikkert ned gennem Marsatmosfæren og til landing på overfladen. Udstyret bliver formodentlig det samme, som skal benyttes til Nasa´s egen Marsbil der bliver sendt op i 2013.
Exomars skal søge efter nuværende og tidligere liv på Mars i områder, hvor den er fundet spor af metan. Samtidig vil den være udstyret med et bor, så der kan tages prøver fra to meters dybde i Marsoverfladen.
Esa ser frem til samarbejde med Nasa
ESA erkender, at mange er skuffede over den nye udsættelse, men påpeger samtidig, at samarbejdet med Nasa vil gør missionen mere videnskabelig interessant.
ESA og Nasa diskuterede det nye samarbejde om Exomars på et møde i Plymouth i sidste måned. Siden har forskere og teknikere i både ESA og Nasa arbejdet på konfigurationerne af de kommende Marsmissioner i 2016, 2018 og 2020, da Jorden og Mars her står gunstigt i forhold til hinanden, så man opnår en kort rejsetid til Mars.
ESA-sonde i 2016 skal finde årsag til metan
Ifølge de nye planer skal ESA opsende en sonde, der skal gå i kredsløb om Mars i 2016. Dens primære formål bliver at finde kilderne til de forekomster af metan, der er opdaget for nylig.
Eksistensen af metan har pirret forskernes nysgerrighed, da den enten er tegn på liv eller geologisk aktivitet. En bekræftelse på både liv og geologisk aktivitet, vil være en kæmpe opdagelse.
Kort afstand til Mars gør tung sonde mulig
Atlas-raketten som skal opsende 2016 sonden, kan også medbringe en passiv lander, der kan landsættes på overfladen. ESAs 2016 Marssonde vil så kunne fungere som relæstation for den.
I 2018 bliver Exomars så opsendt. På grund af det meget gunstige opsendelsesvindue i 2018 kan der medbringes en meget tung Exomars-sonde. Exomars skal ifølge de seneste planer have følgeskab af en mindre amerikansk Marsbil i stil med Spirit og Opportunity, som stadig kører rundt på Mars i dag.
Rumfartsorganisationer er ramt på pengepungen
I 2020 vil ESA og Nasa så opsende et netværk af statiske sonder, som blot står på Marsoverfladen og foretage undersøgelser og målinger.
Både ESA og NASA er finansielt presset i disse år og er nødt til at tilpasse deres ambitioner til de finansielle muligheder. ESAs generaldirektør Jean-Jacques Dordain skal i efteråret præsentere ESAs nye samlede Marsplaner for medlemslandene.






