Rap elbil med gasturbine tager kampen op med Tesla
Rettet: En gasturbine, der kan køre på alt fra benzin til biodiesel, skal give elbilen Solo fra Velozzi ekstra kræfter, når den rammer gaden ved indgangen til 2012.
Solo er navnet på den kommende elbil fra den californiske producent Velozzi, der har samlet en lang række forskere og designere til at arbejde på den optimale bil til masseproduktion. (Foto: Velozzi)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Inden nytårsaften 2012 ruller elbiler med gasturbiner ud af fabrikken hos virksomheden Velozzi i Los Angeles, hvor bilen Solo bliver udviklet. Dermed bliver Velozzi klar til at tage konkurrencen op med elbilproducenten Tesla Motors nye familieelbil Model S.
Solo bliver kaldt en crossover-SUV og får sin elmotor suppleret med en gasturbine, der kan køre på både benzin, diesel, ethanol, methanol, butanol, biodiesel og naturgas, skriver Thegreencarwebsite.
På den måde får bilen både strøm fra bilens lithium-ion batterier og fra gasturbinen. Det gør den i stand til at køre 42 kilometer på en liter, fremgår det af en pressemeddelse fra Velozzi.
Gasturbiner i elbiler er ikke særlig udbredt, men er prøvet i General Motors EV1 fra 1993 og er for nylig blevet indbygget i en Ford S-Max af britiske Langfords Performance Engineering, der har brugt en mikroturbine-generator fra det californiske Capstone Turbine Engineering. Velozzi oplyser dog intet om, hvem der står bag deres gasturbine.
Letvægter med topfart på 209 km/t
Solo bliver bygget så let som muligt ved brug af kulfiber nanorør og bilen bliver designet til at lagre energi fra opbremsninger i superkondensatorer. Tophastigheden bliver på 209 kilometer i timen, og et tryk på speederen får Solo til at accelerere fra 0 til 96 kilometer i timen på seks sekunder.
Californiske Velozzi har samlet en lang række forskere, designere og leverandører til udviklingen af SOLO, herunder PPG, Ashland, Bayer Material Scence, Weismann R&D og Nanoledge. Men indtil videre er virksomheden stadig meget sparsom med yderligere oplysninger om bilen.
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Solo bruger 0,14 liter per kilometer. Dette er ikke korrekt. Solo kommer til at køre 42 kilometer per liter. Netop Solo er heller ikke udstyret med en 574 kW AC motor, men det er derimod den anden bil fra Velozzi, nemlig Velozzi supercar. Vi beklager fejlene.






