Malingsfjerneren GBL er det nye rusmiddel blandt unge
Gamma Butyrolacetone, der kan bruges til at fjerne graffiti og rense fælge, er blevet en ny livsfarlig trend i misbrugermiljøet.
Læs også
Læs mere om
Med et tilnavn som ’Koma på flaske’ har fælgrens spredt sig fra autoværkstedet til technomiljøer og diskoteker. Og navnet holder, hvad det lover.
Bare en lille smule for meget af den klare, lugtsvage væske blandet med alkohol, kan sende brugeren direkte i et koma, han måske aldrig vågner af igen.
Stoffet, der er kendt som Gamma Butyrolactone, GBL, bruges normalvis til at fjerne graffiti og som fælgrens. For omkring 10 år siden var det også at finde i acetone-fri neglelak, men her blev det hurtigt forbudt.
Nu bruger unge det som rusmiddel, og sammen med alkohol danner det en livsfarlig cocktail.
Virkningen af GBL i moderate mængder er beroligende, seksuelt stimulerende og søvnfremkaldende. Men går det først galt, så er der ingen vej tilbage.
»Der findes ikke noget modgift, men på skadestuen kan man hjælpe patienten i tilfælde af respirationsstop, eller hvis hjerterytmen falder. Derefter må man bare vente på, at giften er ude af kroppen,« siger Kim Dalhoff, overlæge på Giftlinjen, til Ekstra Bladet.
Hentes fra Polen og Holland
GBL kan nemt købes på internettet hos udenlandske forhandlere af biltilbehør. Og herhjemme er der folk, der tjener fedt på at sælge stoffet videre til misbrugsmiljøet.
Lederen af narkoafdelingen i København Politi, Steffen Steffensen, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at de jævnligt støder på stoffet:
»For et par måneder siden beslaglagde vi 20 liter på Hovedbanegården og anholdt to personer. De var på vej videre til Norge og opførte sig lidt mystisk.«
Han vurderer samtidig, at GBL kommer til Danmark fra lande som Polen og Holland.
Stoffet kostede allerede sidste år en 47-årig mand fra Sønderborg livet. Han indtog en cocktail bestående af cola, guldøl og fælgrens. På det tidspunkt var stoffet ukendt for både eksperter og politi, men det er siden hen blevet mere udbredt.





