Jupiter er ramt af spektakulært nedslag
En komet er muligvis styrtet ned på Jupiter viser heldige observationer gjort af en australsk astronom. Nasa har nu fundet nedslagspunktet tæt ved det sydlige polarområde.
Dette billede viser nedslaget nederst til venstre i Jupiters sydlige polområde. Billedet blev taget den 20. juli. (Foto: NASA/JPL/Infrared Telescope Facility)
Læs mere om
Dokumentation
Efter et tip fra en australsk astronom om et stort nedslag på Jupiter har Nasa fået travlt med at rette teleskoper kloden rundt mod planeten.
Det er endnu uvist, om nedslaget er forårsaget af en komet, men Nasa’s infrarøde teleskop på Mount Kea, Hawaii, er allerede blevet brugt til at tage billeder af nedslaget.
De nye infrarøde billeder viser, at nedslagspunktet var tæt ved det sydlige polarområde. Et slags ar ses i det infrarøde område som et lysere område, hvor der vælter partikler op i den øvre Jupiteratmosfære. Dette skaber en opvarmning i den øvre troposfære og muligvis en frigivelse af ammoniakgasser.
≫Vi var meget heldige at nå at observere Jupiter på det helt rigtige tidspunkt. Jupiter havde den rette side mod Jorden, så vi kunne overvære begivenheden. Det kunne ikke være planlagt bedre,≪ siger Glenn Orton fra Nasa’s jet Propulsion-laboratoriet.
Astronom: Først troede jeg bare det var en storm
Det var den australske astronom Anthony Wesley fra New South Wales der så nedslaget første gang med hans 14,5 tommer Newtonian teleskop.
≫Jeg bemærkede en mørk plet som roterede ind i synsfeltet i Jupiters sydlige polarområde og begyndte at blive interesseret. Da jeg først opdagede den tæt ved kanten, var det kun en svag mørk plet, og jeg troede at det blot var en normal mørk polarstorm. Men efterhånden som den blev mere synlig og observationsbetingelserne blev bedre, blev det klart for mig, at den ikke kun var mørk, den var sort i alle kanaler, så det var en ”rigtig” sort plet,≪ fortæller Anthony Wesley.
Da den sorte plet roterede sammen med den nærliggende hvide ovale storm blev det klar for Anthony Wesley, at det var noget i atmosfæren og ikke blot en Måne eller skyggen fra en af månerne.
Det er nu 15 år siden kometen Shoemaker-Levy 9 ramte Jupiter. Den brækkede i mange stykker inden de ramte Jupiter den 16. juli 1994 og forsatte ”bombardementet” i seks dage.






