Belkin opgiver trådløs HDMI-erstatning til 10.000 kroner
Firmaet Belkim har droppet at markedsføre sin trådløse HDMI-erstatning, fordi ingen gider eje den. Test afslører dog, at et konkurrerende produkt ikke fungerer optimalt.
I januar sidste år viste netværksfirmaet Belkin for første gang sin trådløse HDMI-erstatning, der er baseret på teknologi fra det californiske firma Amimon. Nu er den lagt på hylden og vil, ifølge Belkin, ikke blive markedsført foreløbig.
Problemet har imidlertid været en forsvindende lille interesse fra forbrugerne, der ikke er villige til at betale 1500 dollar - eller knap 10.000 kroner - for en trådløs erstatning for et HDMI-kabel, der typisk kan fås til omkring 100 kroner.
Belkin plages til dels også af, at der findes konkurrerende teknologi på markedet til en langt lavere pris, men som dog ikke fungerer efter hensigten.
Specifikt drejer det sig om Atlona HD-AiR, der er på vej ud i butikkerne. Ingeniøren har haft mulighed for at teste udstyret, der er baseret på wireless usb og som kan overføre HDTV i en kvalitet på op til 720p.
Vores umiddelbare indtryk er desværre alt andet end positivt. Det starter med selve pakken, hvor der med småt står, at udstyret kun kan overføre billeder - ingen lyd, hvilket allerede der gør det stort set værdiløst.
Efter tilslutningen kunne vi overføre video i 720p, men en ganske almindelig spillefilm i HD-kvalitet hakkede og hostede i det. Fra vores bærbare computer var det umuligt at vise blot en almindelig Powerpoint-præsentation med avancerede overgange mellem de enkelte slides.
Firmaets siger, at det arbejdes på en mere avanceret version, der understøtter 1080i.






