Metaforer er farlige. Især dem, der laver en idé om til en person - ja måske endda til en Gud. En af de nye metaforer inden for debatten om klimaet er ideen om Jorden som Gaia, efter den græske gudinde Gaia, der ifølge myten skabte Jorden ud af kaos. Englænderen James Lovelock var manden bag Gaia-hypotensen. Den siger at biosfæren som helhed er i stand til at holde sig selv i en form for ligevægt - i en livsstøttende homeostasis.

Nu kommer Peter Ward og vil ødelægge det hele. Han er professor i biologi og "Earth and Planetary Science" ved Washington Universitet samt astrobiolog ved NASA. Han har skrevet flere bøger om paleontologi og klima, blandt andet den tankevækkende populærvidenskabelige bog Under a Green Sky, hvor livet som vi kender det, er ved at blive udslettet. Han er med andre ord en stor kanon.

Ward er mere end skeptisk over for Gaia. Tværtimod fortæller al hans viden og forskning ham, at livet på Jorden har tendens til at ødelægge det for sig selv. At al den positive feedback, al den malthusianske vækst og alt det darwinistiske selektionstryk karakteriserer livet på Jordkloden som en kamp mod Den Store Stygge Moder Medea, der i sidste ende vil udslette livet, hvis det ikke flygter, eller selv overtager styringen.

Med bogen The Medea Hypothesis har Ward sat sig for at fortælle bagsiden af Gaia og foreslå en alternativ metafor for livets historie siden det boblede op af metan-sumpen knap fire milliarder år tilbage.

Gaias mange ansigter
Gaia-teorien har en broget historie. Da den blev fremlagt af Lovelock i bogen Gaia: A New Look at Life on Earth blev den fejet af bordet af det videnskabelige establishment. Siden har hypotesen differentieret sig ud i mange retninger.

Noget af den har frembragt frugtbar forskning om, hvordan Jorden som samlet system fungerer, og den har på sin vis grundlagt et helt nyt forskningsfelt "Videnskaben og Jorden og Verden" (Earth and Planetary Science), der til stadighed frembringer nye erkendelser. Andre ting har vist sig at være ganske forkerte, og stadig andre ting er gået hen og blevet pseudovidenskabeligt New Age mytologi, efter formlen: mennesket er ondt og resten af naturen er god.

Der findes ifølge Ward flere forskellige videnskabelige varianter af Gaia-teorien. Den 'svageste' variant kalder han den co-evolutionære Gaia, som blot siger, at alle levende systemer på kloden er koblede med hinanden og med deres miljø, og derfor udvikler sig sammen. Den anses i dag som trivielt sand. Den 'stærkeste' variant er lidt science-fiction agtig: Jorden Gaia er en slags superorganisme, der optimerer sig selv til at kunne supportere liv. Optimeringen er ifølge nogle selvorganiseret, ifølge New Age folket formålsorienteret.

Lovelock selv har tendens til at puste til New Age ilden ved at sige at 'Gaia har fået feber', og udgive bøger som hedder The Revenge of Gaia, hvor metaforen bliver nærmest teleologisk. Han har dog aldrig selv eksplicit lagt noget formål ind i 'bevidstheden' på Gaia, men mange af Lovelocks proselytter har. De ser Gaia som den, der passer på sine børn og viser dem vej; eller som den, der er blevet ked af det, fordi menneskene forurener; eller som den, der nu renser ud, ved at gøre kloden ubeboelig for mennesker og redde resten af arterne, osv.

Sejret til døde
Overlevelsen er ifølge Ward ikke kun en kamp om ressourcer mod andre arter men også en kamp mod egen hyperbolsk succes. Det er ikke kun mennesket, der med industrialiseringen og udtømningen af Jordens ressourcer har sejret ad helvede til. Andre arter har gjort det før os. De er grunden til mange af de tidligere hændelser af masseuddøen i evolutionshistorien.

Da ilt-producerende fotosyntetiske mikrober opstod for cirka tre milliarder år siden, forårsagde det en enorm masseuddøen af næsten alle anaerobe arter. Atmosfæren blev forgiftet med ilt fra mikrobernes fordøjelse. Og senere, for 2,3 mia år siden, da disse cyanobakterier havde fjernet alle drivhusgasser fra atmosfæren, blev det så koldt på kloden, at oceanerne frøs til is. En ny masseuddøen skete, og tog de fleste arter med sig, inklusive mange af cyanobakterier selv.

En anden selvudslettende masseuddøen skete i flere omgange mellem 1-2 milliarder år siden, da oceanerne blev lilla og stank af rådne æg. Disse såkaldte Canfield-oceaner, opkaldt efter Don Canfield, der arbejde på Syddansk Universitet, opstod sandsynligvis på grund af nogle svovl-reducerende bakterier, som der i dag er meget færre af, og gemmer sig på bunden af havet.

Disse og mange flere eksempler er ifølge Ward medea'ske. Og man må give ham, at det er en overbevisende og lang liste. Liv udsletter andet liv, og nogle gange sig selv. Vi mennesker er derfor ikke specielt ondskabsfulde. Vi er blot en ny form for ubehjælpeligt liv med alle dets indbyggede skavanker.

Metaforer er ikke teorier
Som teori synes Medea-hypotesen dog lige så problematisk som Gaia-hypotesen. Den skal helst ikke tages bogstavelig som værende en græsk gudinde, der planlægger at dræbe livet på Jorden. Men selv dens mere videnskabelige formulering er uklar:

»Jordens beboelighed har været påvirket af livets tilstedeværelse, men den overordnede effekt af livet har været og vil fortsætte med at være en reducering af levedygtigheden af Jorden som en beboelig planet.« (side 35)

Det er noget af et postulat at forudsige, at liv ikke i længden kan opretholdes på planeten. Der er alt for mange ukendte faktorer til at forudsige noget om evolutionen. Desuden må en logisk konsekvens af definitionen være, at hvis der slet ikke var liv, så ville Jorden være meget mere beboelig end den er nu.

Som modsætning til Gaia er hypotesen også problematisk. Man ville f.eks. kunne argumentere for, at Gaias visdom inkluderer omtalte katastrofer, og at den samlede biomasse og biodiversitet (som er de tal, Ward bruger til at vurdere om en proces er Medea'sk eller ej) ikke nødvendigvis behøver at være maksimeret for at Gaia er 'tilfreds'. Menneskets undergang ville være en lille pris for at redde Gaia.

Her er man nået til grænsen for, hvad metaforer kan bruges til. Både Gaia og Medea er hyggelige metaforer, der sætter fantasien i sving. Men de er ret ubrugelige til at lave videnskabelige teorier med. Livet på kloden er karakteriseret ved store blomstringsperioder og utallige katastrofer. Vi er et produkt af denne evolutionære proces og kan derfor ikke være andet end både henrykte og skræmte over det. Livet kommer og går. Det er Gaia og Medea og alle de andre Guder samtidigt. At holde sig til kun én Gud, fordi den passer til ens emotionelle natur, fører til intellektuel dovenskab. Derfor er metaforer farlige.

Der Übermensch
Peter Ward selv er dog alt andet end doven. Som hos Nietzsches Übermensch foreslår han, at vi mennesker skal gøre os selv til guder for at undgå den skæbne, som 99 % af de arter, der har levet på denne klode, har måttet lide. Vi skal lære at være aktive livs-ingeniører, der modgår Medeas destruktionstrang.

»We must not become part of nature. We must overcome nature,« skriver Ward, og enhver filosofisk trænet person krummer tæer. Godt nok har naturbegrebet været selvmodsigende i lang tid, men at læse dette hos en evolutionsbiolog er lettere irriterende. Naturen er både det hele og modsætningen til kultur. Den tvetydighed har længe været vilkår og udfordring for den filosofiske tænkning. At overvinde 'vores natur' er lige så ubrugeligt et billede, som billedet "at vende tilbage til naturen".

Pragmatisk foreslår Ward at vi på den korte bane (mellem 100-300 år) må reducere CO2 i atmosfæren og holde oceanerne iltet. Hele kloden vil være blevet tropisk, og havet vil være steget med mindst 60 meter. Men vi må frem for alt undgå at fremmane en niende Canfield-verden. I det rigtig lange løb gælder det om, at vi skal være så gode til at terraforme, at vores viden vil kunne eksporteres til andre planeter. Mars for eksempel. Men måske også Alfa Centauri.

Ironien i alt dette er åbenlys: Når og hvis vi bliver aktive bio-ingeniører, der selv kontrollerer beboeligheden af rumkapslen Jorden, så vil vi have vendt Medeas forbandelse og være blevet gode Gaianere. Og så har Lovelock alligevel fået ret.

Peter Ward
The Medea Hypothesis – Is Life on Earth Ultimately Self-Destructive?
180 sider, Princeton University Press, 2009




Anmeldelser:
The Seattle Times
talk.origins
Science Blog
Boston Globe