/energi

Fejlramt søkabel slukkede lyset på Læsø i weekenden

Ti mand måtte knokle hele natten for at give Læsø strøm tilbage efter en fejl i isoleringen på et søkabel i Kattegat. Et reservekabel er nu i funktion, men energinet.dk kan ikke garantere, at kablet ikke kan svigte igen.

Af Mie Stage, mandag 20. jul 2009 kl. 11:59

Hele to gange i løbet af weekenden måtte Læsøs 10.000 beboere og turister undvære strøm.

Første strømafbrydelse skete ved midnat mellem fredag og lørdag, og ifølge kommunikationsdirektør i Energinet.dk Hans Mogensen, opstod problemet på grund af en fejl i isoleringen på søkablet mellem Sæby og Læsø.

»Vi ved ikke, om der kan være opstået en fejl i en kabelmuffe, eller det er et anker eller fiskeredskaber, der har skadet isoleringen. Men vi kan se, at det er sket 13 km fra Læsø,« siger han.

Først klokke otte lykkedes det teknikere fra Læsø Elforsyning og Elforsyningen Sydvendsyssel at få strømmen tilbage.

Det skete ved at etablere en kabelforbindelse via KontiSkan 1, som normalt bruges til strømudveksling mellem Danmark og Sverige. Denne omfattende operation krævede ti mands arbejde natten igennem, da KontiSkans 280 kV-forbindelse er en større sag at arbejde med i forhold til det noget mindre 20 kV kabel, der holder Læsø kørende, fortæller Hans Mogensen.

Ny strømafbrydelse krævede syv timer at fikse
Desværre var glæden kort. Allerede søndag formiddag gik forbindelsen igen i sort, og teknikerne måtte i gang med at koble øens transformerstationer på elnettet enkeltvis, hvilket tog omkring syv timer.

»Vi ser det som en sammenfald af uheldige omstændigheder, at det sker to gange, men sårbarheden er selvfølgelig større, indtil det normale kabel er i drift igen. Derfor vil vi heller ikke garantere, at det ikke kan ske igen, men siden søndag eftermiddag har reservekablet været kørende,« siger kommunikationsdirektør i Energinet.dk Hans Mogensen.

Gammel kabelforbindelse kan være ordnet snart

I løbet af torsdag vil der blive sendt et reparationsskib af sted for at skifte det ødelagte 20 kV kabel, som befinder sig 13 km fra Læsø på vej mod Sæby.

Endnu tør Hans Mogensen ikke udtale sig om, hvad fejlen bestod af under den anden afbrydelse, da elforsyningsselskaberne stadigvæk arbejder ud fra formodninger.

»Vi regner med, at hvis alt går vel, og kablet ikke er skadet flere steder, at det kan være i drift igen sidst i næste uge,« siger han.

Skulle reservekablet glippe i mellemtiden, vil øen få sin strøm fra generatorer, der vil blive stillet op til formålet.



20. jul 2009 kl 12:32

avatar

Steffen Frøkjær

Nød strøm?

Har små danske øer ikke deres egen diesel nødstøms anlæg?


20. jul 2009 kl 13:26

Peter Kyllesbeck

Re: Nød strøm?

Har små danske øer ikke deres egen diesel nødstøms anlæg?

.. eller dieselnødstrømsanlæg ;-)


20. jul 2009 kl 13:32

avatar

Karsten Neve Petersen

Re: Re: Nød strøm?

Nej, men flere og flere private har efterhånden investeret i generatorer.
Jeg bor selv på Læsø, og det er ikke første gang i år dette sker. I vinters var vi uden strøm i 2 døgn.
Man kan kun ryste på hovedet over, at der ikke fra starten var lavet en tilkobling til KontiSkans net, som løber tværs over øen.
Personligt forstår jeg heller ikke man ikke satte en stirlingmotor på varmeværket, da det blev bygget for få år siden.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk