Månelanding fejrer 40 år: Snart vender vi tilbage
I år er det 40 år siden, USA landede på Månen - en teknologisk bedrift, der gik ind i historien. Og måske vil den eksklusive klub på 12 mennesker, der har gået på Månen, snart optage nye medlemmer.
USA forbereder at vende tilbage til Månen med astronauter. (Foto: Nasa)
Læs mere om
Dokumentation
For 40 år siden landede Apollo-11 på Månen, og Neil Armstrong og Buzz Aldrin blev de første mennesker nogensinde til at betræde et andet himmellegeme den 21. juli 1969.
Den første Månelanding er symbolet på den enorme bedrift, som det var at sende et menneske til Månen. Nu er Nasa ved at gøre klar til at vende tilbage.
Apollo-missionerne til Månen var en gigantisk teknologisk bedrift for sin tid. Når man i dag tænker på, at Apollo-11 månelandingsfartøjet, Ørnen, havde en af de første computere med integrerede kredsløb med en frekvens på 1Mhz, hukommelse på 1Kb og en harddisk på 12Kb, så er computerteknologien kommet langt siden.
Rumprogrammet har uden tvivl været med til at accelerere den teknologiske udvikling. Og den avancerede computerteknologi, som vi har i dag, ville formentligt først være kommet langt senere, hvis det ikke havde været for måneprogrammet.
En lang række produkter eksisterede allerede, som teflon med videre, men rumprogrammet var med til at gøre dem mere udbredte og tilgængelige for almindelige mennesker.
Det var også igennem Apollo-programmet, til trods for sine bedrifter med seks landinger på Månen, at Nasa lærte af sine fejl - på den hårde måde.
1.400 fejl fundet efter brand
Apollo-1 branden i 1967 var et tydeligt tegn på, at udviklingen gik alt for hurtigt. Undersøgelseskommissionen fandt mere end 1.400 fejl, heriblandt en luge, der åbnede ind ad og som tog 14 minutter at åbne. Dog er langtidshukommelsen ikke så god, hvilket Challenger og Columbia-uheldene har vist.
Den største bedrift i Måneprogrammet var ikke selve landingen på Månen, men derimod at man, da katastrofen igen indtraf på Apollo-13, stod sammen og fik de tre astronauter levende hjem. Den menneskelige kreativitet og samarbejdet viste, hvad vi mennesker kan bedrive, når vi er under ekstremt pres.
Efter den kolde krigs ophør og murens fald kom det frem, at Måneprogrammet faktisk var et reelt kapløb mellem USA og Sovjetunionen. USA havde heldet i de afgørende situationer og tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at rette problemerne, når de opstod, som f.eks. efter Apollo-1 branden.
Sovjetunionen kom sent ud af starthullerne, men deres ambitioner var lige så høje som USA's. Dog måtte de sande, at de også kunne lave fejl. Deres konstruktion af den enorme N-1 raket endte i fiasko, og det milliardstore projekt blev opgivet efter 4 mislykkede opsendelser. Kreml beordrede alle beviser ødelagt, programmet skrinlagt og erklæret en statshemmelighed.
Efter Apollo 11’s succes reklamerede de amerikanske luftfarts-selskaber PanAm og TWA med kommercielle flyvninger til Månen.
Ronald Reagan, der på daværende tidspunkt var guvernør i Californien, var blandt de første til at booke sig ind.
Interessen for månen stiger efter nedtur
Efter de første to Månelandinger faldt interessen for Månen kraftigt. Apollo-programmet havde nået sit mål med landingerne, og de tre sidste ture, Apollo-18, -19 og -20 blev droppet. USA havde en krig i Asien som skulle finansieres og rumfart mistede interessen, så det kommercielle gennembrug kom aldrig.
Med præsident Bush’s annoncering i 2004 af nye bemandede flyvninger til Månen, er interessen igen blevet vakt. Ares-I og –V raketter er ved at blive bygget sammen med de nye Orion- og Altair-fartøjer under Constellation-programmet.
Fastholder USA finansieringen af NASA og Constellationprogrammet, så vil den eksklusive klub på 12 mennesker, som har betrådt Måne, snart igen kunne optage nye medlemmer.
