Økologisk Råd: Kørselsafgifter havde fjernet partikelforurening
Regeringen stemte selv mod forslag, der ville have fået Danmarks luftforening til at falde ned under grænseværdien, mener Økologisk Råd. Danmark arbejder stadig på at få dispensation til at svine.
Læs også
Læs mere om
»Regeringen har aktivt nedstemt initiativer som kunne gøre, at Danmark kan leve op til grænseværdien.«.
Sådan lyder udmeldingen fra Kåre Press-Kristensen efter EU-kommissionen har afslået Danmarks anmodning om at få dispensation til at udlede flere skadelige partikler end grænseværdien frem til 2011.
Organisationerne Det Økologiske Råd, Agenda 21 Grøn Nørrebro, Danmarks Naturfredningsforening, NOAH Trafik og Dansk Cyklistforbund har tidligere gjort EU-kommissionen opmærksom på, at de ikke tror på, at de mere strikse miljøzoner vil blive indført inden 2011, 'da det kræver en lovændring, der hidtil ikke har været folketingsflertal for.
»Der har været stillet forslag om at give kommunerne lov til at lave kørselsafgifter, men det har et folketingsflertal med regeringen i spidsen nedstemt,« siger Kåre Press-Kristensen.
Venstre: Danskerne må hjælpe med at nå målet
Til dr.dk afviser miljøordførerne fra regeringspartierne dog anklagen om, at regeringen har været for uambitiøs på luftkvalitetens og borgernes vegne.
»Vi tager jo de nødvendige initiativer. Men det her er ikke bare ligetil at få til at fungere. Det er også befolkningen, der skal være med til at realisere målene,« siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo.
Men stod det til Kåre Press-Kristensen, så burde Danmark med det samme indføre krav om partikelfiltre på varebiler og persondieselbiler, samt indfører trafikrestriktioner via kørselsafgifter fra næste sommer, for på den måde hurtigt at overholde kravene.
Men Miljøstyrelsen tager ikke et nej for et nej. Styrelsen vil fortsat forsøge at anke beslutningen til EU's ombudsmand, for at opnå dispensation.
»Meldingen fra kommissionen om, at vi ikke er helt i mål, er netop udtryk for, at vi er i dialog med kommissionen om, hvad der præcist skal til for, at vores ansøgning kan imødekommes. Med henblik på at komme helt i mål, arbejder vi derfor på et udkast til en lufthandlingsplan, som vil indeholde de foranstaltninger, der vil vise, at Danmark kan overholde grænseværdierne i 2011,« skriver vicedirektør Anne-Marie Rasmussen fra Miljøstyrelsen i en skriftlig besked til dr.dk.
Venstres miljøordfører vil heller ikke afskrive en fornyet indsats for at få dispensation.
»Virkeligheden er, at det tager længere tid. Men nu skal vi have fundet de rigtige værktøjer og så gøre det så hurtigt som muligt,« siger Eyvind Vesselbo til dr.dk.
Krav fra 2005 syltes
Med dispensationsansøgningen søger Danmark udsættelse på nogle krav, der allerede skulle have været opfyldt i 2005, men som altså endnu ikke er opfyldt.
Hvis Danmark ikke får dispensationen, kan miljøorganisationerne åbne en juridisk sag mod Danmark, for at undgå at opfylde EU's direktiver, og med tiden kan det føre til store bøder.
Grænsen er, at der højst må være 50 g/m3 PM10-partikler i luften, med 35 årlige overskridelser. Danmarks problem er, at vi specielt i København har haft alt for mange overskridelser.






