Bilister på motorvejen bombarderes med ultrafine partikler
Hastigheden på motorveje får biler til at sende langt flere ultrafine partikler i hovedet på bilisterne end på andre veje og de små partikler er mistænkt for at være mere sundhedsskadelige end større partikler.
Bilister på motorvejen kan godt rulle vinduerne op, hvis de ikke har lyst til at trække ultrafine partikler dybt ned i lungerne. Især partikler på mellem 10 og 50 nm kommer nemlig ud af udstødningen, fremgår det af en undersøgelse foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser, DMU.
Undersøgelsen viser, at der på motorveje er fire gange højere koncentration af ultrafine partikler i forhold til et stykke væk fra vejen.
For bilisterne på motorvejen betyder det, at hvis man kører med åbent vindue eller indsug uden filter, indånder man langt flere farlige partikler, end hvis man befandt sig på en lille landevej langt væk fra motorvejen.
Samtidig findes der dog også mange partikler på 50-150 nm, som blandt andet inkluderer sodpartikler, står der i rapporten.
Foreløbige undersøgelser peger på, at netop de mindste partikler er mere sundhedsskadelige end større partikler. De mistænkes især for at påvirke hjerneaktiviteten og give oxidativt stress, som skader DNA'et.
Det kan lede til hjernesygdomme som Parkinson og Alzheimers, samt give kræft. Større partikler er kendt for at føre til hjerte-kar-sygdomme og luftvejsproblemer.
Ligegyldigt om bilen kører hurtigt eller langsomt
Sammenligner man tallene fra motorvejen med tal fra byen, viser det sig, at gennemsnitsbilen på motorvejen udleder cirka ligeså meget partikelmasse, som omkring H.C. Andersens Boulevard i København.
Dette tyder på, at det ikke spiller den store rolle på mængden af udledte partikler, om bilen kører hurtigt eller langsomt. Forskellen på motorvej og by er dog fortsat, at der på motorvejen udledes langt flere af de ultrafine partikler.
En af rapportens forfattere mener dog ikke, at motorvejen skal stemples som en større partikelsynder end vejene i København.
»Jeg vil ikke sige, at det er mere sundhedsskadeligt at gå langs en motorvej end på H.C. Andersens Boulevard, fordi udledningerne af partikelmasse næsten er ens,« siger Andreas Massling, seniorforsker i DMU's afdeling for Atmosfærisk Miljø.
»Og selv om der er mange ultrafine partikler langs motorvejen, ved man endnu ikke, hvor skadelige de er,« understreger han.
Selv om bilisterne på motorvejen hiver mange ultrafine partikler ned i lungerne, skal man ikke langt væk fra vejen, før koncentrationen falder drastisk. De små partikler spreder sig nemlig hurtigt, og bidrager kun lidt til den generelle luftforurening.
Generelt mener Andreas Massling da også, at undersøgelsen primært viser, at motorvejene er en væsentlig bidrager til trafikkens luftforurening.






