/rumfart

Ny klasse af sorte huller

For første gang har forskerne med sikkerhed identificeret et sort hul med en masse 10.000 gange større end Solens.

Af Thomas A. E. Andersen, onsdag 08. jul 2009 kl. 14:53

Astronomer har med ESA’s XMM-Newton fundet en ny klasse af sorte huller, som har en masse på mere end 500 gange Solens masse.

Det nye sorte hul er døbt Hlx-1 (Hyper-Luminous X-ray source 1) og blev fundet ved kanten af spiralgalaksen ESO 243-49, som er en ekstremt lysstærk røntgenkilde. Ved at sammenligne observationer i 2004 og 2008 opdagede forskerne en variation i røntgenkilden, som må stamme fra et enkelt objekt, og ikke en gruppe af svagere kilder.

Den store stråling kan kun forklares, hvis Hlx-1 indeholder et sort hul på mere end 500 gange Solens masse.

Sorte huller har til dato omfattet to klasser: Huller med en masse på flere millioner eller milliarder gange Solens masse, og de helt små på to til tre gange Solens masse.

For et par år siden fandt man tegn en gruppe sorte huller på omkring 10.000 gange Solens masse, men eksistensen af dem var ikke bekræftet. Opdagelsen af et sort hul på 500 gange Solens masse er det første direkte bevis på, at de findes.

»Dette er den bedste indikation til dato på mellemtunge sorte huller,« siger en af forskerne bag opdagelsen, Sean Farrell fra Leicesters Universitet.

Resultaterne er blevet offentliggjort i dets sidste nummer af tidsskriftet Nature.

Sean Farrell påpeger, at vi stadig ikke ved, hvordan de supertunge, sorte huller dannes. En teori går ud på, at de er en sammensmeltning af mellemstore sorte huller. Den teori kan dog først vnde udbredelse, nu da de mellemstore, sorte huller er fundet.

Astronomerne mener, at de mellemstore huller selv er dannet ud fra sammensmeltninger af de helt små sorte huller.

Forskergruppen bag opdagelsen påpeger at der findes mindst ét af disse mellemstore sorte huller pr. galakse. De kan dannes i sfæriske sværme af ældre stjerner, som der er hundredvis af i hver galakse.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.