Vejbranchens våde drøm: 800 km ny motorvej i Danmark
Dansk Vejforening vil supplere det nuværende motorvejs-H med et helt nyt i løbet af 50 år. Pris: 100 milliarder kroner. Trafikforsker påpeger, at kørselsafgifter vil dæmpe trafikken.
Det danske motorvejsnet har brug for en massiv udbygning de næste 40 år. 800 kilometer ny motorvej skal der bygges, og de samlede anlægsomkostninger anslås til 100 milliarder kroner. Skal der bygges en bro over Kattegat, kan dette tal ganges med to.
Det fremgår af et sommeroplæg fra Dansk Vejforening, der er en sammenslutning af firmaer, der bygger veje og transporterer varer på vejene.
Ifølge Dansk Vejforening har Danmark brug for flere ben i det berømte motorvejs-H. Det gamle H forbinder i venstre ben Frederikshavn med den tyske grænse og i det højre ben Helsingør med Rødby. Tværliggeren er strækningen København-Esbjerg.
Ifølge Dansk Vejforening er der behov for en yderligere streng på det østlige ben, der skal gå fra Helsingør over det vestlige Roskilde til Korsør.
Også det vestlige ben har brug for ekstra støtte. Her foreslår vejforeningen, at der skal anlægges en motorvej gående fra syd for Hobro over Silkeborg til ud for Haderslev. Tværliggeren over Fyn kan meget vel udbygges med en bro over Kattegat.
Forsker: Med roadpricing er der måske ikke så mange biler på vejene
Men selv om udsigten til 800 km ny motorvej må give våde drømme i Dansk Vejforening, så er trafik- og samfundsforsker på Aalborg Universitet Harry Larhmann ikke sikker på, at behovsanalysen holder.
»Det er klart, der skal være den nødvendige kapacitet på vejene. På den anden side går udviklingen også mod at indføre flere kørselsafgifter, der skal sikre en miljømæssig optimal trafikadfærd, så det er jo slet ikke sikkert, at der er behov for disse motorveje,« siger han.
Harry Larhmann frygter dog på den anden side ikke, at en massiv investering i flere motorveje vil medføre en dramatisk udvikling i den samlede trafik på vejene.
»Der er nogen, der siger: "More roads - more cars". Det er en primitiv måde at planlægge transport på. Det har måske været rigtigt historisk set, men med kørselsafgifter kan man gøre trafikplanlægningen mere intelligent. Når afgifterne først er betalt, bør der også være veje at køre på,« siger han.
Vejsektor: Vi skal under alle omstændigheder af med de fossile brændsler
Sekretariatsleder i Dansk Vejforening Søren Bülow ser ikke kørselsafgifter som en metode til at løse trafikproblemerne med.
»Man kan godt få trafikken til at gå væk ved at gøre den enormt dyr, men så skal man være klar over de økonomiske konsekvenser, og vi tror ikke, at det er den rigtige løsning for Danmark at hugge bremserne i,« siger han.
Efter Dansk Vejforenings opfattelse er netop transport en væsentlig del af livsnerven for samfundet.
Heller ikke når det gælder belastningen af miljøet med CO2 fra bilerne, føler vej-erhvervet sig ramt.
»Vi taler om en udvikling på 40-50-års-sigt, og som jeg har forstået de forskellige klimaeksperter, så skal CO2-problemerne - herunder dem fra transportsektoren - være løst meget længe inden da. Problemet i transportsektoren er forbundet med brug af fossile brændstoffer og ikke med vejene, så det skal løses, og uanset om man følger vores forslag eller bare sidder på hænderne,« siger Søren Bülow.

Galleri:
Dansk Vejforening - Motorvejsforslag





