Nasa: 42 procent af Arktis' tykke is smeltet på blot fire år
Nasa har for første gang kortlagt, hvor hurtigt havisen omkring Arktis smelter. Den bliver 17 centimeter tyndere hvert år, og det gør lynhurtigt kål på al is om sommeren.
Multimedia
Galleri:
Nasa: Arktis havis bliver dramatisk tyndere
Video:
Se hvordan Arktis havis skrumper ind
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
I de fire år fra 2004 til 2008 smeltede 42 procent af den is i de kolde have omkring Nordpolen, som tidligere var tykkere end tre meter.
Det viser ny forskning udført af Nasa på baggrund af målinger med satellitten Icesat, der kan fastslå både tykkelsen og volumen af isen over hele Arktis. Nasa kalder selv afsmeltningen »dramatisk«, men undgår omhyggeligt at omtale klimaforandringer som årsag.
Hvert eneste år bliver isen ved Arktis 17 centimeter tyndere. Derfor bliver der mindre og mindre is, som når over to meter i tykkelse i de bælgmørke vintermåneder. Hvis den ikke bliver tykkere, smelter den om sommeren.
Således fremhæver Nasa i sin pressemeddelelse, at den tykke havis forsvandt fra et område på godt 1,5 millioner kvadratkilometer, hvilket svarer til hele Alaska, på de fire år.
I 2003 udgjorde den tykke havis, som overlevede sommervarmen, 62 procent af havisens volumen. Sidste år var det blot 32 procent.
»Selv i år, hvor havisen på overladen er stabil eller vokser let, fortsætter isens tykkelse og volumen med at falde. Det gør den mere sårbar, så den lettere krymper,« siger chefforsker Ron Kwok fra Nasas Jet Propulsion Laboratory.
Han nævner ikke ét ord om CO2 i atmosfæren, men nøjes med at konstatere, at afsmeltningen skyldes, at der er blevet varmere på Arktis, og at der har været afvigelser i de normale havstrømme.
»Både den næsten totale mangel på opfyldning af det flerårige islag og en usædvanlig eksport af is fra Arktis efter de varme somre i 2005 og 2007 har været afgørende for afsmeltningen,« siger Ron Kwok.






